Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

omtanke. Han tænkte her på varetagelsen af de færøske fiskeriinteresser og nævnte konkret
opankringsspørgsmålet og de danske erstatningssager over for Sovjetunionen. cclxxxiv
Der er den ironiske omstændighed ved påstanden om, at Sovjetunionen i al hemmelighed var ved at
anlægge ubådsbaser i færøske fjorde, at NATO på dette tidspunkt havde indgået en aftale med
Danmark om, at en velegnet færøsk fjord skulle tjene som ubådsbase i tilfælde af krig.
Trusler mod Færøerne. Efter at det i slutningen af 1950´erne var blevet besluttet at opføre et
militært kommunikationsanlæg ved Thorshavn, opstod der frygt på Færøerne for, at anlægget ville
kunne blive mål for kernevåben under en krig. En sådan frygt blev imidlertid afvist af den danske
regering, som henviste til ”sagkyndiges vurdering”. Risikoen ville være mindre end for andre
områder i den vestlige verden, hed det. cclxxxv
Vi skal i det følgende se på en række fortrolige, sagkyndige vurderinger af bl.a. dette spørgsmål.
Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af truslen (1969). Forsvarets Efterretningstjeneste
udarbejdede løbende vurderinger af den militære trussel mod Færøerne, ligesom tjenesten
udarbejdede trusselsvurderinger for de øvrige dele af riget. I 1969 mente tjenesten, at Færøerne var
velegnede som baseområde, og som vi ved, var det da også meningen, at Skålefjorden skulle bruges
som NATO-base under en krig. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde Sovjetunionen allerede
udnyttet dette potentiale ved at opnå dansk tilladelse til at anvende visse færøske fjorde som
ankerpladser i forbindelse med reparation af sovjetiske (fiske)skibe. En stor sovjetisk
ferskvandstankbåd havde desuden fået fast tilladelse til at anløbe Fuglefjord for at få påfyldt vand.
Forsvarets Efterretningstjeneste gjorde opmærksom på, at sovjetiske ubåde var blevet observeret
umiddelbart ved Færøerne, og at sovjetiske orlogsskibe ved Øst-Vest kriser havde været opankret
omkring Færøerne – f. eks. ved krisen om Tjekkoslovakiet i 1968, der kulminerede med
Sovjetunionens og andre Warszawapagt-magters militære intervention i Tjekkoslovakiet for at kvæle
reformregimet i Prag. En egentlig – dvs. permanent – sovjetisk besættelse af Færøerne skønnede
Forsvarets Efterretningstjeneste ville kræve en styrke på omkring 10.000 mand ligesom den britiske
besættelse i 1940. Konklusionen på tjenestens analyse i 1969 var, at der eksisterede en vis sovjetisk
militær interesse for Færøerne, men at Sovjetunionen på den anden side ikke for tiden var
interesseret i en besættelse af øerne. cclxxxvi
Færøernes Kommandos vurdering af truslen (1970). I 1970 udarbejdede Færøernes Kommando
sin egen trusselsvurdering. Færøernes Kommando mente, at de moderne sovjetiske bombefly (Bear,
Badger og Bison i NATO-sprog) havde en rækkevidde, der var tilstrækkelig til, at de kunne angribe
Færøerne – en opfattelse, der interessant nok ikke deltes af Forsvarets Efterretningstjeneste fire år
senere (1974) med disse flys daværende basering. cclxxxvii Som angrebsmål angav Færøernes
Kommando Flydetachementets (Radarstationen) antenner på Nugvan og Skælling fjeldene
(Sornfelli), olietankene i Thorshavn og Solmunde, flyvepladsen på Vågø og kasernebygningerne i
Mørkedal. Færøernes Kommandos eget antenneområde lå åbent tilgængeligt på en bakketop et par
kilometer uden for Thorshavn.
cclxxxiv UM AMB Moskva 5 D 2. Seidenfaden til UM 17.5.1960.
cclxxxv Berlingske Aftenavis 17.4.1959.
cclxxxvi FE K.1.p. Færøerne. FE´s vurdering 8.9.1969.
cclxxxvii FE K.1.p. Færøerne. ”Truslen mod Færøerne”. Genoptryk af kapitel P til ”Truslen mod Danmark”, stemplet
13.4.1974.
102