PRAKSISUNDERSØGELSE Merudgifter og tabt ... - Ankestyrelsen

Det fremgår af pkt. 53 i Socialministeriets vejledning, at medicinkort til børnene kan træde i stedet
for udbetaling af den del af standardydelsen, der vedrører medicin. Det er dog en forudsætning, at
de samlede udgifter efter servicelovens § 28 inklusive medicinudgifterne udgør mindst 1/8 af
standardbeløbet.
Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at det må være i overensstemmelse med reglerne, at
kommunen har givet en medicinbevilling af den nævnte art.
Sagen rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt det i vejledningen anførte om medicinbevilling
kan udstrækkes til også at gælde for andre typer merudgifter. Ankestyrelsen har ingen praksis
herom.
Nogle af de modtagne sager indeholdt alene en bevilling på en løbende merudgiftsydelse, som blev
udbetalt i standardbeløb. I andre sager var der alene tale om en bevilling af et engangsbeløb, som
typisk blev udbetalt efter regning. I flere sager var der endvidere tale om, at der i samme bevilling
var bevilget såvel en løbende merudgiftsydelse som en enkeltudgift.
Ankestyrelsen har tidligere i Social Meddelelse C-15-01 fastslået, at der ikke er hjemmel i
serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig selv skal udgøre mindst
250 kr. gennemsnitligt pr. måned og ved denne beregning se helt bort fra enkeltudgifternes omfang.
Merudgifter omfatter således såvel løbende merudgifter som enkeltudgifter.
Afgørelsen i SM C-15-01 indebærer således, at såvel enkeltudgifter som løbende merudgifter skal
lægges sammen, når det skal vurderes, hvorvidt ansøgers samlede merudgifter overstiger lovens
minimumsbeløb.
6.1.2.7 Opfølgning
Det fremgår af Socialministeriets vejledning, jf. pkt. 49, at der skal ske opfølgning på, om den
udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunen – som hovedregel
mindst 1 gang årligt – afholder møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.
Det følger endvidere af servicelovens § 113, at kommunen eller amtskommunen løbende skal følge
de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller
amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for
hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde
med denne.
I de fleste af de modtagne sager, hvor der har været tale om en løbende merudgiftsydelse, har der
været tale om bevillinger af 1 års varighed, hvorefter der er blevet truffet en ny afgørelse.
De fleste ansøgere var i forbindelse med hver bevilling blevet gjort opmærksomme på, at de så vidt
muligt skulle gemme relevant dokumentation såfremt de senere ønskede at få forlænget
ydelsesperioden og i øvrigt rette henvendelse til kommunen, såfremt udgifterne ændrede sig
væsentligt.
20