Vejledning i Udfærdigelse af parkerings- afgifter - Itera

Det er den enkelte parkeringsvagt, der på et sagligt grundlag skal skønne, om det overhovedet er nødvendigt
at observere et køretøj i mere end 4 minutter og i givet fald, hvor længe køretøjet så skal observeres. Dette
skøn kan som udgangspunkt ikke tilsidesættes som led i en retlig prøvelse.
Når parkeringsmyndighederne behandler en indsigelse mod en parkeringsafgift, vil observationstidens
længde imidlertid kunne indgå som en af de faktorer, der afgør, hvor store krav der kan stilles til den
dokumentation, som bilisten fremlægger.
2.4.1.3. Særligt om observationstid i forhold til invalidekøretøjer mv.
I de særlige regler om parkeringskort for personer med handicap (bekendtgørelse nr. 661 af 11. juni 2010) er
der fastlagt en række bestemmelser, der har betydning for udøvelsen af parkeringskontrollen.
Selve parkeringskortet (invalideskiltet) skal være udformet i overensstemmelse med det anførte i et bilag til
bekendtgørelsen. Uanset de præcise krav til kortets udformning mv. i bilaget kan det imidlertid være
vanskeligt for en parkeringsvagt med den fornødne sikkerhed at fastslå, at et parkeringskort ikke er gyldigt,
idet tidligere udstedte parkeringskort forbliver gyldige i forhold til de vilkår, hvorunder de er udstedt, jf. § 18,
stk. 3, i bekendtgørelsen, idet invalideskilte udstedt før den 1. januar 2001 dog kun er gyldige indtil den 1. juli
2011.
Hertil kommer, at også udenlandske kort i et vist omfang skal accepteres, jf. § 13 og § 14 i bekendtgørelsen.
Da parkeringskortet kan anvendes i flere køretøjer under forudsætning af, at kortet alene anvendes i
forbindelse med befordring af indehaveren af kortet, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen, kan en parkeringsvagt
heller ikke slutte modsætningsvist fra, at køretøjet ikke er et invalidekøretøj eller lignende, hvilket tillige
vanskeliggør en effektiv kontrol af kortene.
Parkeringskortet knytter sig altså til den invalide person og ikke til køretøjet.
Reglen om, at et parkeringskort ikke må overdrages til andre, og at parkeringskortet kun må anvendes, hvis
indehaveren fortsat opfylder betingelserne herfor, jf. § 7, stk. 2, og § 9 i bekendtgørelsen, er i praksis meget
vanskelig at kontrollere for en parkeringsvagt, og forsigtighedsprincippet tilsiger normalt, at man er
tilbageholdende med at foretage en mere tilbundsgående kontrol af, om kortet faktisk er gældende.
Der stilles krav om, at kortet anbringes inden for køretøjets forrude klart synligt for kontrol, jf. § 10 i
bekendtgørelsen. Er kortet placeret på en sådan måde, vil det ofte give nogle bedre muligheder for at parkere
sit køretøj, og parkeringsvagten skal naturligvis være opmærksom på dette.
Et køretøj vil kunne parkeres i indtil 15 minutter på steder med parkeringsforbud, på steder, hvor alene af- og
pålæsning er tilladt og på gågader, i det omfang ærindekørsel er tilladt, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen.
Et køretøj vil herudover kunne parkeres i indtil 1 time på steder, hvor 15 eller 30 minutters parkering er
tilladt, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen.
Parkeringslempelserne i § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelsen, medfører ikke nogen indskrænkning af
pligten til at anvende påbudt parkeringsskive, jf. § 12. Henvisningen i § 12 til § 11, stk. 1, nr. 1, giver ikke
mening, hvis der ikke skal anvendes parkeringsskive, når en bil med invalideskilt parkeres i strid med f.eks.
et parkeringsforbud.
Når en bil med invalideskilt parkeres sådanne steder, som er omtalt i § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelsen,
gælder der en tidsbegrænsning på henholdsvis 15 minutter eller 1 time, og derfor skal føreren ved
parkeringens start indstille parkeringsskivens viser ved udløbet af det kvarter, inden for hvilket parkeringen
fandt sted.
Overser bilisten dette, og er parkeringsskiven dermed urigtigt indstillet, eller er parkeringstiden under alle
omstændigheder overskredet, kan der pålægges en afgift for overtrædelse af reglerne i
parkeringsskivebekendtgørelsen, og det vil i dette tilfælde være punkt 15 på girokortet, der skal anvendes.
20