Vejledning i Udfærdigelse af parkerings- afgifter - Itera

Der foreligger herudover en del domme, der viser, at parkeringsarealer i tilknytning til hoteller, restauranter,
forretninger mv. normalt vil skulle anses som omfattet af færdselsloven. Selvom arealet kun benyttes af et
begrænset antal personer – f.eks. hotellets gæster – anses det efter praksis som åbent for almindelig færdsel
og dermed omfattet af færdselsloven En hotelgård, der var fællesgård for et hotel (med 7 værelser) og 4
forretninger anset som omfattet, da arealet bl.a. blev benyttet som parkeringsplads for hotellets gæster og
dermed var åbent for almindelig færdsel. 11
Der foreligger i retspraksis en række domme, hvor indkørsler til private ejendomme ikke er blevet anset som
omfattet af færdselsloven.
• Kørsel gennem åbenstående låge til privat ejendoms garage ikke anset som omfattet, jf. U 1938.420
Ø.
• Indkørsel til villa ikke anset som omfattet, jf. JD 1948.259 U.
• Indkørsel til privat ejendom på Frederiksberg ikke anset som omfattet, jf. U 1980.830 Ø.
• 16 meter lang indkørsel til villas garage ikke anset som omfattet, jf. Medd. 1983.128 V.
Er der tale om en vej, der tjener som tilkørsel til flere ejendomme, må det antages, at vejen normalt vil blive
anset som omfattet af færdselslovens anvendelsesområde.
• En rundvej, hvorfra der var adgang til 22 ejendomme, der var sammenbyggede i hesteskoform, anset
som omfattet, selvom vejen kun tjente til brug for disse ejendomme, jf. U 1947.790 Ø.
• En plads foran 5 enfamiliehuse, der ved en indkørsel havde adgang til vej, anset som omfattet, jf. U
1960.1094 Ø.
Vejdirektoratet har da også i brev af 8. september 2006 givet følgende eksempel på, hvornår færdselsloven
finder anvendelse:
”Private veje, der fx forløber langs en boligblok og betjener en række parkeringspladser, vil
således funktionelt føre til vejkryds, selv om det private areal ikke er udlagt som vejareal.”
Efter retspraksis er det således utvivlsomt, at færdsel på privat vej også er omfattet af færdselslovens
anvendelsesområde. Det afgørende er dermed ikke, om en vej er offentlig eller privat ejet. Det afgørende er –
udover at der skal være tale om en vej efter den brede definition i færdselslovens § 2, nr. 26 – om vejen
benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. færdselslovens § 1.
Hertil kommer, at den færdsel, der består i at parkere, anses som en blandt flere færdselsarter i
færdselslovens forstand. Færdselsloven gælder således på alle de veje, hvor der er almindelig adgang til
færdsel, herunder parkering.
Forsigtighedsprincippet indebærer, at man ikke skal pålægge afgift på områder, hvor det er
tvivlsomt, om færdselsloven finder anvendelse. Hvis et areal f.eks. er aflåst og dermed afskærmet fra
offentligheden, vil arealet normalt ikke blive brugt til almindelig færdsel. Selvom der eventuelt kan opstå en
situation, hvor der er en sådan trafik ud og ind af det aflåste areal, at færdselsloven muligvis alligevel finder
anvendelse, medfører forsigtighedsprincippet, at der som udgangspunkt ikke pålægges afgifter for ulovlige
parkeringer på sådanne aflåste arealer mv. Skal dette udgangspunkt fraviges, kræver det en forudgående
accept heraf fra henholdsvis Københavns Politi eller Center for Parkering. En sådan accept vil herefter skulle
gives for et område generelt.
Når færdselsloven finder anvendelse, finder de i § 28 og § 29 nævnte forseelser fuldt ud anvendelse. Dette er
f.eks. fastslået i dommen U 2003.180 V, der gennemgås i afsnit 4.3 som eksempel 15 nedenfor.
Om de forbud mv., der følger af afmærkningen, herunder zone-afmærkningen og den lokale bekendtgørelse,
finder anvendelse, afhænger derimod dels af, hvilken status det pågældende areal har, dels om selve
restriktionen er hjemlet i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, færdselslovens § 97, stk. 2, eller i begge
bestemmelser.
11 Se f.eks. VLT 1957.29.
28