Vejledning i Udfærdigelse af parkerings- afgifter - Itera

Det må som udgangspunkt antages, at de omhandlede gågader er omfattet af færdselslovens vejbegreb, og at
arealerne benyttes til almindelige færdsel. Det må på den baggrund lægges til grund, at det areal, hvor en
gågade munder ud i en anden gågade, udgør et vejkryds. Ligeledes vil et areal, hvor en gågade munder ud i en
vej, en sti osv., så meget desto mere udgøre et vejkryds. Hvor to gågader mødes, er det derfor forbudt at
standse og parkere i selve vejkrydset.
Spørgsmålet er herefter, om en gågade, hvor der f.eks. i perioder tillades ærindekørsel, tillige kan betegnes
som en kørebane. Allerede af begrebet ”gågade” kan udledes, at denne ikke er bestemt for kørende.
På gågaderne er der imidlertid i begrænset omfang adgang til at benytte gaderne også til kørende, men
gaderne er ikke bestemt for eller forbeholdt kørende, således som det er tilfældet med en sædvanlig
kørebane. Det må derfor antages, at en sådan gågade normalt ikke kan anses som en kørebane, hvorfor 10
meter reglen som udgangspunkt ikke finder anvendelse.
Under alle omstændigheder vil der være stor usikkerhed forbundet med at fastslå, at gågader må anses som
kørebaner i forhold til reglen i § 29, stk. 1, nr. 2. Derfor følger det også af forsigtighedsprincippet, at der
normalt ikke bør pålægges afgifter for standsning og parkering i strid med 10 meter reglen.
Den omstændighed, at der kan gives tilladelse til kørsel, vil således normalt ikke kunne føre til, at en
myndighed i en forbudssag kan vende hovedreglen om, således at gågaden i visse sammenhænge må anses
som en kørebane, der er beregnet for kørende trafikanter, og dermed ikke kan anses for at være primært
reserveret til gående. Hertil kommer, at brugen af afmærkningen for gågader efter dens ordlyd giver
borgeren et klart signal om det modsatte resultat.
Derfor bør 10 meter reglen ikke håndhæves i situationer, hvor dette kun kan lade sig gøre, hvis gågaden skal
anses som den ”tværgående kørebane”.
Færdselsloven indeholder en række regler om cykelstier, men det er ikke defineret i loven, hvad der skal
forstås ved en cykelsti. Heller ikke i færdselslovens forarbejder er givet en definition på cykelsti.
Vejregelrådets vej- og trafiktekniske ordbog indeholder følgende definition af en cykelsti:
”Sti langs vej eller i egen tracé beregnet for cykeltrafik …, og adskilt fra eventuel kørebane og
fortov ved rabat eller kantsten. …”
Definitionen understreger, at en cykelsti er et areal, der er forbeholdt cyklister. Efter færdselslovens § 1 er det
yderligere en betingelse for, at cykelstien skal anses som en cykelsti i færdselslovens forstand, at den benyttes
til almindelig færdsel for cyklister. I praksis giver det normalt ikke anledning til væsentlig tvivl, om et areal er
en cykelsti.
En cykelsti vil normalt være anlagt i egen tracé for cykeltrafik eller som en sti langs vejen og være adskilt
eventuel kørebane og fortov ved rabat eller kantsten. Det afgørende er dog, at arealet er forbeholdt cyklister
(samt visse knallerter) og benyttes til almindelig færdsel for disse.
Når 10 meter reglen bringes i anvendelse, skal der måles fra den ”tværgående kørebanes eller cykelstis
nærmeste kant”, jf. tillige det anførte i afsnit 3.5.
Af begrebet ”tværgående” kan udledes, at der skal være tale om den del af kørebanen eller cykelstien, der
leder i en anden retning end retningen på den vej, som den krydser.
I bekendtgørelse af anvendelse af vejafmærkning er der i pkt. 161 medtaget en figur til illustration heraf.
Figuren er gengivet nedenfor som figur 3.
32