Vejledning i Udfærdigelse af parkerings- afgifter - Itera

• Parkeringsvagten skal tage stilling til, om køretøjet er standset eller parkeret på et areal, hvorpå
færdselslovens bestemmelser om standsning og parkering finder anvendelse, og om forseelsen er
blandt de forseelser, der er omfattet af parkeringsmyndighedernes kompetence.
• Parkeringsvagten skal endvidere – såfremt der f.eks. overvejes at pålægge en afgift efter den lokale
standsnings- og parkeringsbekendtgørelse – tage stilling til, hvilken type vej køretøjet er henstillet
på, herunder typisk om det er en offentlig vej, en privat fællesvej eller en anden type vej. (Er
køretøjet henstillet i strid med et afmærket forbud, kan det efter omstændighederne komme på tale
mere generelt at undersøge, om afmærkningen f.eks. alene er hjemlet i færdselslovens § 92, stk. 1,
nr. 1, hvorefter forbuddet mv. alene gælder på offentlige veje og private fællesveje, eller om
afmærkningen (tillige) er hjemlet i færdselslovens § 97, hvorefter forbuddet (også) gælder for rent
private veje. Er dette spørgsmål ikke undersøgt, kan forsigtighedsprincippet tale for, at der ikke
pålægges parkeringsafgifter for overtrædelse af offentligretlig afmærkning på rent private veje).
• Hvis svaret på ovenstående spørgsmål er, at parkeringsmyndigheden er kompetent, skal
parkeringsvagten herefter undersøge, om køretøjet er hensat på en sådan måde, at det er henstillet i
strid med de materielle regler om standsning og parkering. (Hvilke betingelser, der skal være
opfyldt i forhold til de enkelte forseelser, er nærmere beskrevet i afsnit 7 nedenfor).
• Pålæggelsen af en parkeringsafgift kræver altid et dobbelt hjemmelsgrundlag. Selv om et køretøj er
standset eller parkeret på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for færdslen, vil der ikke
kunne pålægges en parkeringsafgift medmindre forseelsen er udtrykkeligt nævnt i færdselslovens §
121, stk. 1. (Som eksempler på sådanne begrænsninger kan nævnes, at § 121, stk. 1, nr. 2, uanset
ordlyden af færdselslovens § 28, stk. 3, alene hjemler pålæggelse af afgift, hvis hele køretøjet er
henstillet på fortov, og at § 121, stk. 1, nr. 4, uanset ordlyden af færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2,
alene hjemler pålæggelse af afgift, hvis køretøjet er parkeret ud for ind- og udkørsel til og
fra ejendom. Derimod vil politiet f.eks. også i disse tilfælde skulle være opmærksom på
muligheden for at indlede en sag om pålæggelse af en bøde for forseelsen).
Nedenfor vil det nærmere omfang af de nødvendige undersøgelser forbundet med pålæggelsen af en
parkeringsafgift blive belyst ved en gennemgang af reglerne om af- og pålæsning.
8