MTV, sundhedstjenesteforskning og klinisk praksis

kostninger. I gamle dage kaldtes en CCA for en cost-benefit analyse,
hvis produktionsgevinster og -tab kom med. Sådan er det ikke
i dag. CCA er heller ikke det samme som en såkaldt Cost-of-Illness
(COI) analyse, hvor man prøver at beregne alle mulige slags omkostninger,
der kan forbindes med forekomst af en given sygdom,
primært med henblik på at skabe opmærksomhed. CCA har til formål
at måle omkostningsforskellen mellem to forskellige teknologier.
Det er nok også her, man skal huske at skrive, at der som regel
ikke indgår overførselsudgifter i en CCA (og dermed CEA,
CUA og CBA) eller en COI. Overførselsudgifter (pensioner, sygedagpenge,
…) handler om fordeling af indkomsterne ikke deres
skabelse eller forbrug. Overførselsudgifter hører med i en “kasseanalyse”,
men der er ikke noget til hinder for, at man kunne inddrage
dem i en CCA eller CEA, i hvilken den offentlige sektor er
defineret som “perspektivet”.
Omkostningseffektanalysen (CEA) sætter ∆C fra CCA’en i forhold
til et effektmål, der er defineret ud fra den målsætning, man måtte
have med interventionen eller teknologien, altså et endpoint. Ønsker
man at kunne sammenligne bredt, forudsættes et bredt endpoint,
for eksempel levetid. Har analysen derimod til formål at
sammenligne to diagnostiske- eller behandlingsteknologier inden
for samme patientgruppe, for eksempel to neuroleptika, og man
ikke forventer at skulle ud i den store kamp for at hugge ressourcer
fra andre patientgrupper, kan man bruge et mere specifikt endpoint.
Det er upraktisk med flere end ét effektmål, og det gør det
lidt uklart, hvordan man i en CEA håndterer sundhedsrelaterede
livskvalitetmål i profilform, som for eksempel SF-36. Men jeg har
fundet ud af, at det ikke kun er sundhedsøkonomer, der har en forkærlighed
for reduktionisme. Brede endpoints kan være dyre. Det
tager længere tid og flere patienter at dokumentere overlevelsesforskelle
end forskelle i blodtryk. Men så “snyder” økonomerne
bare lidt, og kobler den dokumenterede blodtryksforskel sammen
med en empirisk valideret model for blodtryk og overlevelse, og så
har man “vundne leveår”.
Hvorfor denne fokus på inkrementale eller marginale omkostningseffektratio
∆C/∆E? Hvorfor ikke blot sammenligne Cn/En
med Cg/Eg – de to gennemsnitlige ratioer? Den gennemsnitlige C/E
ratio sammenligner med “ingenting at gøre”, hvorimod den marginale
omkostningseffektratio (∆C/∆E) eksplicit sammenligner de
68