Nordisk Tidskrift 1/12 (PDF 505 KB) - Letterstedtska föreningen

Den unge Knud Rasmussen og Norden 39
om, at du øjeblikkelig vilde gaa ind paa et saa eventyrligt Togt! – Ingen af
os har Raad til at komme til Nordland paa pengemandsvis! –
Og er vi først i Nordland – er vi ganske prisgivet en herlig – en eventyrlig
Skæbne. –
Forinden Afrejsen sikrer vi os begge Korrespondance til et eller andet Blad! –
Kære Herluf! – du er den, jeg helst vilde opleve en saadan Sommer med!
Vi er unge begge to, d.v.s. vi er begge lige gale! –
Fornægt nu ikke dig selv!
Svar Hurtigt!
Jeg venter!
Knud.
Med dette brev har vi samtidig den unge Knud Rasmussen i en nøddeskal, fuld
af planer, brændende af ildhu, beslutsom, forførende og med på den værste.
Færøerne og Island
Men Herluf har allerede lagt planer for sommeren. Han skal til Island med sin
bror Arne Møller, der senere skriver doktordisputats om Islands store digter
Hallgrimur Peturssons passionssalmer, men Knud kan jo tage med, hvis han
vil. Og det gør han. Det er dog ikke en privat visit, de skal aflægge, selv om
brødrene har en islandsk mor – det er som medlemmer af en uofficiel delegation,
det såkaldte Islandstog af danske studenter og akademikere, der bliver
sendt af sted med en tale af selveste Georg Brandes, stærkt kritisk over for
Danmark som kolonimagt, men i slutningen med forsonligere toner:
Studentertoget, der idag gaar til Island, kan betragtes som et Slags folkeligt
Modstykke til Kongefærden derop for mange Aar siden, den af Holger
Drachmann besungne. Denne Gang er det det unge og uofficielle Danmark,
som hilser paa Island. (...)
Rejsen er da ganske vist for saa vidt en ren Fornøjelsesfart... Men den er tillige
en Pilgrimsfart til Steder, hvortil knytter sig de smukkeste Minder fra de nordiske
Rigers eneste gamle, stolte Republik, og den er som sagt først og sidst
en Kærlighedserklæring fra dansk Ungdom til det moderne Island. (Samlede
Skrifter, bd. 12., s.186)
Den person, der har bedt Brandes tale ved denne lejlighed, er uden tvivl den
samme, som har udkastet ideen til den og står som dens arrangør, nemlig Den
danske Turistforenings sekretær Ludvig Mylius Erichsen, en ivrig brandesianer,
der samtidig har en plan om at komme til et andet koloniområde, nemlig
Grønland, for at skrive kritisk om forholdene der. At han så møder ”grønlænderen”
Knud ombord på skibet er jo det perfekte match, og eftersom vi ved, at
de to år senere er på vej til Grønland sammen, har det naturligvis ikke skortet
på efterrationaliserende teorier om, hvad der er foregået mellem de to unge
mænd på rejsen – men det er netop teorier, for vi aner det faktisk ikke. Der er
Nordisk Tidskrift 1/2012