Nordisk Tidskrift 1/12 (PDF 505 KB) - Letterstedtska föreningen

60 Torben Weirup
realisere værker, de ellers ikke havde råd eller plads til. Efter forslag fra den
legendariske danske kunsthandler, Børge Birch, inviterede Aage Damgaard i
1952 den konstruktive maler Paul Gadegaard (1920­96) til at udsmykke kantinen
i sin første fabrik. Fabrik nr. 2 totaludsmykkede han. Paul Gadegaard blev
i Herning og på Damgaards lønningsliste i en halv snes år og skabte nogle af
sine vigtigste værker i den lille by på heden. Og så fungerede han som rådgiver
for Aage Damgaard.
Aage Damgaard havde nok selv sans for kunstnerisk kvalitet, men han var
også en klog mand, der søgte rådgivning hos folk, der vidste mere end han
selv. Så på anbefaling fra Gadegaard inviterede Damgaard væsentlige danske
kunstnere som Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen, Carl­Henning Pedersen,
Sven Dalsgaard og andre til Herning, hvor de fik mulighed for at arbejde
med ofte meget store værker, der siden kom til – sammen med Bitten &
Aage Damgaards privatsamling – at danne et af fundamenterne for det senere
Herning Kunstmuseum. Og for den nærliggende skulpturpark tegnet af den
fine danske landskabsarkitekt C.Th. Sørensen.
Da Aage Damgaard i 1965 åbnede sin nye fabrik, lå det uden for datidens
forestillingsevne, at Angli, som virksomheden hed, en halv snes år senere
måtte lukke på grund af konkurrencen fra Det Fjerne Østen. Det var en lokal
tragedie på mange måder, men takket være Bitten & Aage Damgaards kunstinteresse
og engagement i Herning blev bygningen, hvis indre gård rummer
en 220 m lang og fem m høj keramisk frise af Carl­Henning Pedersen, til
museum. Aage Damgaard var ikke alene som nævnt en pioner inden for ideen
om, at kunstnere skulle arbejde ude i samfundet, og at de mennesker, der
skulle leve med kunstnernes værker, skulle se dem blive til. Med overdragelsen
af sine samlinger og salget af Angligården for en meget favorabel sum
indskriver Bitten & Aage Damgaard sig i rækken af det 20. århundredes store
mæcener i Danmark. Eller med Louisianas stifter, Knud W. Jensens udtryk:
De glade givere.
II.
Det var ikke kun danske kunstnere, der via Paul Gadegaard kom til Aage
Damgaards fabrikker i Hedens Perle, som byen med ukarakteristisk jysk
underdrivelse kalder den ikke engang hundrede år gamle købstad, der i
modsætning til så mange andre ikke er karakteriseret af påfaldende mange
små gyder og krogede gader, bevaringsværdige kirker og klostre og nyrenoverende
borgerhuse fra middelalderen. Det er ikke en indsmigrende by præget af
dansk hygge i bred almindelighed. Byen er opstået i en af de fattigste egne af
Danmark, og vi skal langt op i 1800­tallet, før man overhovedet kan tale om
Herning som andet end en samling forblæste småhuse.
Nordisk Tidskrift 1/2012