Nordisk Tidskrift 1/12 (PDF 505 KB) - Letterstedtska föreningen

96
Arne Hardis
Tænkningen bag de Frisch’ske forsvarsværker er, at det lille demokratiske
Danmark ikke kunne forsvares militært i mellemkrigstiden, men måtte forsvare
den demokratiske tænkning og de demokratibærende institutioner, indtil
den onde tid drev over. Intet samarbejde med de totalitære, ingen eksklusion
af enkeltborgere – det er den model, Lidegaard også advokerer for, når han
til sidst i bogen afhandler det udlændingepolitiske spørgsmål i århundredets
slutning.
Alt i alt er bogen således god at få forstand af for danske såvel som for andre
nordiske læsere. Den er et intelligent, velformuleret og indsigtsfuldt forsvar
for den tænkning, der gjorde det 20. århundrede til Socialdemokratiets og Det
Radikale Venstres. Der er lange linjers sammenfatning såvel som fine ahaoplevelser
undervejs, som når Lidegaard udpeger akademikeren, statsminister
Jens Otto Krag (endnu en helt) som bærer af kontinuitet i Socialdemokratiet,
mens hans efterfølger i Statsministeriet, Anker Jørgensen, al sin arbejderautenticitet
til trods repræsenterer bruddet med partiets tradition.
Og så til indvendingerne. Bo Lidegaards tilgang til Danmarkshistorien er
som anført småstatsdiplomatens, den klassiske historikers og velfærdsingeniørens
– det giver et lettere beskåret billede af landets åndelige liv. Arkitekten
Poul Henningsen, kunstmuseet Louisianas skaber, Knud W. Jensen, forfatteren
Karen Blixen, tegneren Robert Storm Petersen og mange flere nævnes,
javist, men det er betegnende, at Lidegaard er blind for betydningen af en
skikkelse som lagerforvalter Peter Rindal. Denne Rindal var selve det dannede
og kulturradikale Danmarks modpol, han startede i 1960erne en folkestorm
mod den kunststøtte, som landets ledelse fandt det rimeligt, at befolkningen
finansierede. Det var Rindal og mange andre uenige i, men denne bevægelse
falder under Lidegaards radar.
Lidegaards forståelse af kulturradikalismen virker heller ikke alt for overbevisende,
han overtager den kulturradikale bevægelses selvforståelse og ser
ikke kulturradikalismens problemer med at gøre op med kommunismen både
i 1930erne og i 1950erne.
En anden beskæring af Danmarksbilledet skyldes, at Lidegaard tydeligvis
er mere optaget af ”sine egnes” politiske projekt end af ”de andres”.
Regeringen mellem Radikale, Konservative og Venstre fra 1968 til 1971, med
de Radikales Hilmar Baunsgaard som statsminister, afhandles eksempelvis
distræt, nærmest som en beklagelig og forstyrrende afbrydelse af socialdemokraten
Krags storslåede arbejde.
I beskrivelsen af udlændingespørgsmålet i 1980erne og 1990erne har
Lidegaard så travlt med at holde tungen lige i munden, at hans evne til at
fortælle mundret, skære igennem og præstere synteser er gået tabt, eller måske
snarere endnu ikke har indfundet sig. Diktionen har umiskendeligt præg af
Nordisk Tidskrift 1/2012