Nordisk Tidskrift 1/12 (PDF 505 KB) - Letterstedtska föreningen

Harald Moltke – Nordlysets maler 85
teelser med et eget lys, egen bevægelse, egen opståen, udvikling og afslutning
og opståen igen, egen mystisk udfoldelse, egen gådefuld forsvinden og med en
mangfoldighed, så man med rette kunne sige 'Nordlys er aldrig ens'!"
I forsøget på at fastholde det flygtige, gådefulde og stadigt forvandlende,
skabte Harald Moltke billeder med den kendte jordiske virkelighed: Akureyris
huse, observatoriet, en hest, nogle får, et hegn danner forgrundsfigurer over
for det spil af lys, der bugter sig i himmelen. Det endeligt små over for det
uendeligt store – "disse svævende, dansende åbenbaringer", som Moltke skriver
i Livsrejsen. Sammenstiller man fysikeren og ekspeditionsdeltageren Dan
Barfod la Cours dagbogsnotater og observationer med Moltkes tegninger og
oliebilleder kan man se, hvor forholdsvis nøjagtigt Moltke gengiver det sete
og empirisk erfarede. Han stiller sin kunst i videnskabens tjeneste. Bliver det,
han var defineret som: illustrationsmaler.
Og dog går der jo også andet i svang under polarhimlen, blandt disse
ensomme mænd langt ude i kulden. Nordlysets flugt over himlen forvandler
sig til en slags hallucinationer. Således fabler direktør Adam Paulsen om
nordlyskronen, hvor det virker som om, man står direkte under lysets folder,
at "det er som at kigge op i skørterne på en danserinde!" Og Harald Moltke
selv, der nat og dag kæmper med autenticiteten i sine gengivelser, den eksakte
videnskab, skriver i Livsrejsen om nordlysene: "de er gådefulde. De overgår i
den grad den menneskelige fantasi, at man uvilkårligt tyer til sådanne udtryk
som 'overnaturligt', 'guddommeligt', 'mirakuløst'". Og under den anden ekspedition
til samebygden Utsjoki tæt på både den russiske og norske grænse i
Nordfinland, kommer den lokale kirke hele tiden ind i billedet, som et bevidstubevidst
jordisk gensvar på det himmelske mysterium.
Måske heller ikke så mærkeligt, fordi ekspeditionernes deltagere forsøgte
at beskrive og forstå noget, men endnu ikke vidste hvad var, eller havde den
fulde videnskabelig erkendelse af. Det er først langt oppe i det 20. århundrede,
at videnskaben får vished for, at nordlys opstår, når en storm af ladede elektroner
og protoner bombarderer den øvre atmosfære i 100 til 300 kilometers
højde, som resultat af aktivitet fra de såkaldte solpletter. Det lyder i sig selv
syret, og Adam Paulsen, la Cour, Harald Molkte og konsorter var lysår fra den
indsigt, mens Moltke til gengæld var meget tæt på sin tid, og dens visuelle
udtryksformer.
Harald Moltke debuterede i 1890 på kanten af det symbolistiske gennembrud
i dansk og nordisk kunst og kultur, også siden af den norsk-danske
digter Helge Rode kaldt for Det sjælelige Gennembrud, fordi kunstnerne, psykologerne
og filosofferne søgte indad og nedad i sindet og dybt ind i nattens
transformerende mørke: "Verden er dyb, dybere end dagen tænke sig", som
Nietzsche skrev i Således talte Zarathustra fra 1883.
Nordisk Tidskrift 1/2012