Nordisk Tidskrift 1/12 (PDF 505 KB) - Letterstedtska föreningen

Forsvarstale for en småstat
H.C. Hansens hemmelige accept af amerikanske atomvåben i Grønland i 1957
til Anker Jørgensens og Svend Aukens fodnotemarcherende Socialdemokrati
i 1980erne.
I hele denne sikkerheds- og udenrigspolitiske sfære er Lidegaard på sikker
grund, og han tør komme med sikre domme, hvad der klæder bogen,
fordi den jo så også ægger til modsigelse, skulle nogen være uenige: Nej,
det var noget drømmeri at tro, at Danmark i 1930erne kunne have rustet sig
uden om den tyske besættelse. Nej, der var i det store og hele ikke noget at
klandre den udskældte samarbejdspolitik og dennes illusionsløse førstemand,
Erik Scavenius, som blev samarbejdspolitikkens skikkelse nummer 1. Og
nej, Danmarks sikre forankring i den vestlige verden var aldrig på spil under
fodnotetiden, hvor Danmark tog forbehold for Nato-solidariteten, selv om det
ikke altid så lige kønt ud.
Med Lidegaards ord handlede ”fodnotepolitikken mere om udenrigspolitikken
som politisk kampplads i Danmark, end den handlede om en ændring af
Danmarks udenrigspolitiske kurs”. Den eventuelle kursændring – det mulige
svigt – strides man om med megen heftighed i dagens danske offentlige debat;
den første del af påstanden (at udenrigsopgørene handlede om indenrigspolitik)
kan nemt påvises statistisk: Folketinget kunne, påpeger Lidegaard, ind til
1950 nøjes med 7-10 udenrigspolitiske debatter om året. Tallet blev tidoblet
i 1980erne.
Bo Lidegaards værdiunivers omgærdes af de fire gamle partiers kreds, Venstre,
Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet.
Hans egentlige position er imidlertid meget mere fortættet. Han er grundlæggende
mest begejstret ved radikalt nøgterne skikkelser som den ovennævnte
radikale, illusionsløse diplomat Erik Scavenius og 1930ernes radikale førstemand,
Peter Munch, og især flyder Lidegaards pen, når socialdemokratisk og
radikal tænkning kan smelte sammen. Udenrigsminister Peter Munch og den
socialdemokratiske landsfader gennem 1930erne Thorvald Stauning er i den
forstand hans ideelle makkerpar, fordi Stauning giver demokratisk legitimitet
og fylde til de ofte meget lidt folkeligt forankrede positioner, som de radikale
politikere udviklede.
Også en politiker som den socialdemokratiske akademiker Hartvig Frisch
hyldes derfor af Bo Lidegaard, fordi Frisch i sin bog Pest over Europa (1933)
udstak tre sammenhængende forsvarslinjer for det demokratiske Danmark i et
totalitært domineret Europa: betingelsesløs kamp for demokrati, en nationalt
forankret socialdemokratisme samt (som hos den radikale Munch) et ”forsvar”,
som koncentrerede sig om samfundet snarere end om grænsen. Bag de
tre forsvarslinjer finder man også Bo Lidegaard bevæbnet til tænderne med
overblik, indsigt og veltalenhed.
95
Nordisk Tidskrift 1/2012