MINNE OCH MANIPULATION - Centre for European Studies - Lunds ...

Fakta og fiktion
Peter Kemp
Min tese er, at manipulationen af historien er en manipulation af hukommelsen, og
at erindringer aldrig er hukommelse af rene facts, men fakta set gennem fiktioner,
hvormed vi fortolker dem.
Jeg vil tage udgangspunkt i det faktum, at hukommelsen er et forhold til
forestillinger eller mentale billeder. Den er dermed en særlig form for
forestillingsevne, Aristoteles siger i det lille skrift Om hukommelse og
genkaldelse (Aristoteles 2007), at hukommelsen tilhører den del af sjælen som
phantasia, fantasien hører til. Denne fantasi eller forestilling er forskellig fra
sansede facts ved at bruge mentale billeder og ikke forholde sig direkte til de
indtryk, som disse facts giver. Men de mentale billeder kan adskille sig fra de
sansede facts på to væsensforskellige måder.
De kan være rene kopieringer af det sansede eller empiriske, og kan i så fald
tage sig ud som totalt afhængige af sanseperceptionen. Forestillingen vil da være
som et spejl af fakta. Den vil være en reproduktiv forestilling. Og derfor har man
kunnet forstå forestillingen som en blot afsvækket sansning. En sådan forestilling
om det sansede er imidlertid altid mere en ren sansning, dels er den en bestemt
strukturering af det sansede med et bestemt fokus i forestillingsfeltet, dels er den,
for så vidt den fastholder denne strukturering, en erindring af det umiddelbart
foregående, hvad Edmund Husserl kaldte en retention. En ”ren” sanseperception
kan ikke findes.
Men forestillingen kan også løsrive sig fra det empiriske og forholde sig til
noget fraværende som anskues i portrætter, drømme, fiktioner eller til en anden
dimension af virkeligheder end den opfattede virkelighed, en usynlig kontekst
hvad enten den er fysisk, praktisk, social, historisk eller metafysisk. I så fald er
forestillingen kun delvis afhængig af perceptionen; den kan have lånt perceptuelle
rester fra de virkelige perceptioner, men den forestiller sig noget der ikke
eksisterer eller som er fraværende i tid og rum. Det er den produktive forestilling.
Da hukommelsen, når den er mere end blot retention, ikke blot kopierer hvad
man sanser her og nu, fordi den forholder sig til noget der har været, er den en
form for produktiv forestilling. Hukommelsen forudsætter perception af ting eller
personer, men disse perceptioner er ikke mere. Hukommelse er derfor ikke
17