MINNE OCH MANIPULATION - Centre for European Studies - Lunds ...

egentlig er sket” (L. von Ranke, 1824), men kun fantasi om hvad der formodentlig
er sket.
II. Manipulation af den historiske hukommelse
Ricœur bruger i sin bog om Hukommelsen et større afsnit til at analysere misbrug
og manipulation af hukommelsen. Jeg vil kort hente nogle overvejelser derfra.
Han behandler først den fortrængning af erindringer, der har været et tema i
psykoanalysen siden Freud. Dette fænomen skal ikke behandles her, for selvom
det kan være en følge af undertrykkelse og manipulation, er det ikke i sig selv en
bevidst manipulation.
Denne har ifølge Ricœur andre former, som jeg skal nævne i en fri
omskrivning (Ricœur 2004: 69ff; Ricœur 2005: 97ff).
Den mest elementære form for manipulation af hukommelsen er den
påtvungne indlæring og udenadslæren Jeg skal ikke komme nærmere ind på
Ricœurs analyse af dette fænomen. Opgøret med den ”sorte skole”, som skete i
romantikken og (i Danmark) i den grundtvigianske højskole var et opgør med
denne indlæring i sin mest brutale form. Men det vil stadig være et problem
hvordan man både kan opdrage børn, unge alle andre og samtidig undgå at
manipulere deres hukommelse ved indoktrinering. Hvor man vil sætte grænsen
mellem dem, må afhænge af, hvad man mener er en indlæring der frigør i
modsætning til en indlæring, der blot ensretter.
Ricœurs analyser forekommer mig vigtigere, når han kommer ind på
baggrunden for, at både hukommelse og glemsel kan misbruges i praksis (Ricœur
2004: 97ff; Ricœur 2005: 121ff).
I første omgang hæfter han sig ved at den personlige identitet er fragil idet
den stadig må opretholdes af et engagement om at forblive den samme person. Det
enkelte menneske får identitet dels ved at fastholde en historie om sig selv (”en
narrativ identitet”), dels ved at give løfter til sig selv og andre, som det prøver at
leve op til. Men den historie man husker om sig selv er man fristet til at pynte på
og rense for ting, men helst ikke vil huske (hvem kan normalt tiltro en
selvbiografi, at den ikke til en vis grad er omdigtet til at handle om den person,
man gerne ville have været?). Derfor er den personlige livshistorie altid mere eller
mindre manipuleret.
Men det er ikke kun den ”nøgne sandhed” om én selv man nødig vil
konfronteres med. Man frygter også at blive ydmyget af andre og ikke få deres
anerkendelse. Det giver et ekstra motiv til at manipulere med, hvad man husker,
og hvad man glemmer om sig selv.
Men på det samfundsmæssige plan ser Ricœur også muligheder for
manipulation af fortiden. Et samfund henter bl.a. sin sammenhængskraft fra
beretninger om en eller flere samfundsstiftende begivenheder. Det kan f.eks. være
den franske revolution i 1789. Ideerne fra denne revolution om frihed, lighed og
21