MINNE OCH MANIPULATION - Centre for European Studies - Lunds ...

af fortællingerne. Vi låner så at sige handlingsstrukturen fra den fiktive historie for
at forstå både livshistorien, kulturhistorien og verdenshistorien som historie. Dette
udelukker ikke, at historikerne kan beskrive stabile fænomener i historien for en
længere periode, den såkaldte longue durée, som Fernand Braudel talte om. 1
Herom vidner store dele af det 20. århundredes historiske litteratur om
geografiske, klimatiske, økonomiske, kulinariske og færdselsmæssige forhold og
desuden forskellige former for mentalitetshistorie (om synet på kærligheden, på
arbejdet, på døden osv.). Men for at forstå disse fænomener som historiske
behøves som Ricœur har understreget en narrativ kompetence der formulerer og
læser sætninger i historisk form. Ellers ville der ikke være nogen forskel på
historievidenskab og sociologi. Kort sagt, historie der ikke handler om
hukommelse af hvad der er sket i fortiden er ikke længere historie.
4. Personlig og kollektiv hukommelse
Spørgsmålet er ikke, om individet kan se ud over sin egen livshistorie og redegøre
for en kollektiv historie, men om historieskrivning kun kan være enkeltmandsværk
eller omvendt kun kan være et kollektivt arbejde. Nogle (bl.a. Maurice
Halbwachs) har hævdet at personlig hukommelse er en illusion, fordi
hukommelsen fra begyndelsen kun eksisterer i en kommunikation mellem
mennesker (Ricœur 2004: 176; Ricœur 2005: 164-169). (at det ”har været”). Men
hvis historikeren ikke havde noget individuelt ansvar for det han/hun skriver, ville
gensidig kritik ikke have nogen mening. Og hvis historikeren ikke var et enkelt
menneske med sin egen livshistorie ville han/hun ikke kunne se realiteten i den
større historie. Omvendt kan ingen historiker nøjes med sin egen granskning af
kilderne, men er afhængig af hele det videnskabelige samfunds forskning og må
ikke blot hente viden fra andre men lytte til andres kritik af de fortolkninger
han/hun lægger frem.
Vi har således set, at historisk hukommelse hverken er ren fakta eller ren
fiction. Den forholder sig til noget faktuelt og kan derfor ikke handle om hvad som
helst, den kan ikke være ren fiktion. Men den låner fiktive forestillinger for at
skildre hvad der er sket, og derfor er der ikke nogen erindring om ”hvad der
1 Fernand Braudel, "Histoire et sciences sociales: La longue durée" in Annales. Histoire, Sciences
Sociales 13.4 (October - December 1958), pp. 725–753; Fernand Braudel and A. Coll : "Histoire et
sciences sociales: La longue durée" in: Réseaux, 5:27 1987:7-37. Selve udtrykket « la longue durée »
forekommer ikke i hovedværket, hvor der tales om « en næsten ubevægelig historie » og en « historie
i langsom rytme”, der adskiller sig fra ”den traditionelle historie”, tre aspekter, der alle behandles, se
»La Méditearranée et le monde méditerranéen a l’époqque de Philippe II. Paris : Armand Colin,
1949, 2 me édition 1966, Preface, p. 13; Engelsk oversættelse : The Mediterranean and the
Mediterranean World in the Age of Philip II . Berkeley and Los Angeles & London: University of
California Press 1972/1995.
20