dette link - AESAEC

32
EU er som planlagt blevet ramme for utallige berigende kulturelle, sociale og økonomiske
udvekslinger mellem medlemslandene. Det har ført til en fælles valuta, sørget for fælles sikkerhed.
Ikke desto mindre har EU også fejlet adskillige gange og på forskellige måder. Jacques Delors,
Marcel Gauchet, Cohn Bendit og andre er således overbeviste om, at EU ikke har evnet at gøre sig
selv til en politisk magt og heller ikke har sat sig igennem i globaliseringsprocesserne.
Medlemslandene opfatter ikke til fulde „unionen som en styrke”, og at union betyder fællesskab,
hvilket vil sige, at at der skal ydes såvel som modtages. For at kunne modtage skal medlemslandene
være mere villige til at afgive en del af deres magt. 2
I en tid med økonomisk, finansiel, politisk og social krise er EU ikke desto mindre tiltænkt en ny
chance, dvs. muligheden for at tackle sager af fælles global interesse som miljøspørgsmål, vende
den globale tendens i markedsøkonomien (Habermas, 2009, p. 105) og demografiske ændringer etc.
på demokratisk vis. Disse sager kan ikke klares i snævre kredse. De skal derimod være genstand for
offentlig debat og reel civil dialog (Jacques Delors, idem). I dag handler de fleste EU-institutioner
og rådgivende organer (Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og
Social Udvalg) således. „Udviklingen af en bred politisk offentlighedssfære – dvs. et
kommunikationsnetværk, der når ud over nationale grænser og specialiserer sig i relevante
spørgsmål – er af central betydning for en europæisk identitets opståen“ (Habermas, 2009, p. 87).
Det er tid for EU og dets institutioner at blive en agora (forsamling), et sandt frit sted, inklusiv
repræsentanter for alle dets borgere. Medlemmer af AESAEC-projektet tror på, at ældre borgere
skal være bedre repræsenteret i skabelsen af EU’s politikker og beslutningsprocesser, der vedrører
dem. AESAECs bestræbelser er i overensstemmelse med Jacques Delors’ argument, at i fremtiden
„vil EU’s dynamik være meget mere afhængig af bidragene fra EU’s borgere end fra EU’s
institutioner” (Jacques Delors, idem). Det er derfor vigtigt, at Europas borgere og også dets ældre
borgere øger deres viden om EU, dets institutioner og dets resultater.
Hvorledes teorier om integration kan gøre målet med EU forståeligt
Nogle fremtrædende teorier om integration:
I 1920 argumenterede føderalisterne for, at de europæiske lande udgør en enhed, og at de aldrig
igen skal deltage i krig mod hinanden. Altiero Spinelli erklærede, at nationalstaten havde mistet sin
raison d’etre.
Funktionalister som David Mitrany påpegede med rette, at internationale organisationer skal tage
fat på opgaver og funktioner, der er dikteret af de menneskelige behov i tiden. Sådan en
tænkemåde er forenelig med den kendsgerning, at EU er blevet mere interesseret i alderdom,
ældre mennesker og ældre medarbejdere. Aldring er en stor demografisk ændring, der kræver
ændringer i forholdet mellem generationerne og en anden kulturmodel eller organisering af
aldersklasser. Hertil kommer behovet for nye politikker.
Transaktionsanalytisk integrationsretning, støttet af Karl Deutsch, hævder, at fællesskab mellem
stater afhænger af etableringen af et netværk for fælles og gensidige transaktioner. Netværk er
alle vegne. Det kan fx være rammeprogrammer, strukturfonde, der støtter netværk, projekter etc.
Programmerne Leonardo da Vinci, Grundtvig, Erasmus, Comenius er eksempler herpå. De tilbyder
rammer, hvor EU-projekter såvel som transaktioner, fælles kulturel, social, økonomisk og politisk
udveksling og fælles anerkendelse er mulig.
Neofunktionalistisk integrationsteori, udviklet af Ernst B. Haas og Jean Monet, er om fælles
handling, der fører til et sammenhængende samfund. Robert Schumann sagde den 9. maj 1950:
„Europa vil blive bygget gennem konkrete resultater, som skaber en de facto solidaritet.”
Økonomisk integration var tænkt gradvist at bygge solidaritet mellem de deltagende lande og ville
atter igen skabe et behov for overstatslige institutionelle love, som senere vil udgøre en nødvendig
struktur. Den teori minder om „retssædvane”, som normalt opstod spontant og blev brugt i
nybyggertiden. Lovene blev ikke pålagt indbyggerne, men var snarere en kodifikation af almindelige
gældende måder at leve sammen på i en by.
2 Tyskerne var imod indførelsen af euroen, men Helmut Kohl overbeviste dem om, at euroen var til alles fordel i Europa, og
så accepterede de den.