ONSDAG DEN 14. MARTS 2007 - European Parliament - Europa

108 14-03-2007
Formandskonferencen, når vores betænkning forelægges
den i morgen formiddag.
Spørgsmålet om forsvundne personer i Cypern er en del
af den fælles fortid, de to samfund i dag forsøger at
forstå og overvinde. Der er tale om et vanskeligt og
følsomt spørgsmål, men der eksisterer ikke desto mindre
et fælles projekt desangående, som vidner om de to
samfunds vilje til at opbygge en fælles fremtid.
Projektet, jeg henviser til, er komitéen for forsvundne
personer. Komitéen, som arbejder under FN, yder en
afgørende humanitær indsats til fordel for begge
samfund, idet man eftersporer omkring 2.000 personer,
som fortsat meldes forsvundne.
Jeg kan kun glæde mig over den interesse, mine kolleger
her i Europa-Parlamentet viser for spørgsmålet om
forsvundne personer i Cypern. Jeg er enig i, at politisk
støtte på højeste niveau er helt afgørende, hvis denne
indsats skal lykkes. Arbejdet vedrørende forsvundne
personer skal først og fremmest betragtes som et
humanitært arbejde, sådan som Europa-Parlamentet altid
har påpeget. Indsatsen må bero på begge samfunds
velvilje og ydes i fællesskab, ligesom der naturligvis må
tilføres behørige materielle, finansielle og menneskelige
ressourcer.
Den omhandlede komité har mødt mange forhindringer,
siden den blev stiftet, men i dag er den inde i en ny fase
og har taget konkrete og nyttige skridt. Jeg glæder mig i
den forbindelse i øvrigt over og vil gerne fremme den
igangværende indsats på begge sider af den grønne linje
for at åbne nye grænseovergange, bl.a. i hovedstaden,
Nicosia, i gaden Ledra i den historiske bykerne.
Komitéen for forsvundne personer er således ikke kun et
symbol, den er et instrument for dialogen mellem de to
samfund og bidrager dermed på afgørende vis til en
global løsning på Cypern-problematikken.
3-386
Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil
blot tale kort om de børn, der forsvandt i forbindelse
med tragedien i Cypern i 1974.
Christakis Georgiou, en femårig dreng, blev lettere såret
af en tyrkisk soldat under en skudepisode i sit hjem
under invasionen i 1974. Han blev bragt til et tyrkisk
militærhospital, og det var sidste gang, hans mor så ham.
33 år senere er der dukket beviser op - herunder
øjenvidneudsagn afgivet af tyrkiske soldater - der tyder
stærkt på, at han blev bragt til Tyrkiet, hvor han blev
adopteret af en tyrkisk hærofficer, der ikke selv havde
nogen børn. Moderen, der nu er ældre, ønsker desperat
at se ham igen, inden hun dør.
Andreas Kyriakou, en femårig dreng og hans treårige
søster, Maria og Kika, blev skilt fra deres mor med magt
af en tyrkisk soldat, der angreb deres landsby. Sammen
med en anden gruppe civile blev de ført til en mark i
nærheden i det område, der i dag er besat af Cypern,
hvor der kort efter kunne høres kanonild. Det frygtes, at
de måske er blevet henrettet som led i en vanvittig
gengældelsesaktion.
Den tyrkiske hær har aldrig oplyst, hvad der skete med
dem. Deres mor håber og beder til, at de måske stadig er
i live. Hvis dette ikke er tilfældet, beder hun
indtrængende om at få udleveret resterne af deres skelet,
således at hun kan give dem en ordentlig begravelse.
Disse børn er fire ud af de 30 børn og over 1.500
personer, der er forsvundet under lignende
omstændigheder, efter at de blev varetægtsfængslet af
den tyrkiske hær i 1974. Den tyrkiske regering forholder
sig tavs omkring deres opholdssted og
omstændighederne for deres forsvinden på trods af Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10.
maj 2001, hvor Tyrkiet fordømmes på det kraftigste for
en sådan adfærd, der ifølge Domstolens dom "er så
alvorlig, at den kun kan beskrives som umenneskelig
behandling".
Sagen om de forsvundne personer er ikke et nekrologisk
spørgsmål. De pårørende håber stadig, at deres kære
måske stadig er i live.
3-387
Karin Resetarits (ALDE). - (DE) Hr. formand, hr.
kommissær! Der er ikke kun græsk-cypriotiske savnede.
Der er også tyrkisk-cypriotiske savnede. Den
parlamentariske High Level Contact Group for relationer
til den tyrkisk-cypriotiske befolkning har nemlig med
egne øjne kunnet overbevise sig om, hvor forbilledligt
komitéen for savnede personer samarbejder. Det er det
eneste bikommunale initiativ i Cypern, som fungerer
gnidningsløst. Den cypriotiske befolkning på begge sider
har en stor interesse i at bearbejde dette meget mørke
kapitel i den fælles historie. Tidsvidner giver forskerne
oplysninger om mulige findesteder. Vi har med egne
øjne set, hvor professionelt det internationale team under
ledelse af en argentiner arbejder med at identificere
ligresterne.
Det er godt, at vi nu giver denne komité opmærksomhed
og forhåbentlig også flere økonomiske midler. Jeg vil
imidlertid advare mod politisk misbrug af dette
spørgsmål. Det kan alt for let forstyrre den
møjsommelige, forsigtige tilnærmelse mellem de to
befolkningsgrupper og ødelægge meget mere. Det ville
ikke være første gang, for det er i tre år ikke lykkedes at
få etableret de hårdt tiltrængte tekniske komitéer, som
for længst burde have været oprettet for at sørge for et
gnidningsløst samarbejde mellem de to
befolkningsgrupper om dagligdags nødvendigheder som
sundhed, bekæmpelse af kriminalitet og handelslettelser.
Hvorfor mon? Det er ikke Cyperns borgere, der stritter
imod. Det er den negative magtpolitiks og
forhindringspolitiks ånd, som gennem årtier på begge
sider har forhindret fredelig sameksistens.
3-388