Type 2-diabetes - Sundhedsstyrelsen

mmol/l, opnå en normal blodglukose ved hjælp af kostomlægning. 54% af
patienterne, der havde en normal faste-blodglukose efter 3 måneder, udviste
en normal blodglukose efter 15 måneder, hvor de havde tabt yderligere 3%.
De 46%, som ikke kunne opretholde normal faste-blodglukose efter 15 måneder,
havde taget 2% på i vægt. Efter 3 år kunne ca. 23% opretholde en HbA1c
under 7,0% på kostbehandling alene, mens procenten var faldet til 11% efter
9 år (322) (1b). Disse data viser, at type 2-diabetes er en progredierende sygdom,
der få år efter diagnosen kræver farmakologisk behandling for at opretholde
en glykæmisk regulation med HbA1c 7,0%.
I et studie over 2 år fandt Blonk et al. (323) (1b), at gruppen, der blev
behandlet med kostintervention og øget fysisk aktivitet, initialt havde tabt 2,9
kg mod 1,2 kg i den konventionelt behandlede gruppe, men efter 2 år var der
ingen forskel mellem grupperne. I et randomiseret studie, hvori der indgik
179 type 2-diabetes-patienter, og hvor et besøg hos den kliniske diætist blev
sammenlignet med et mere intensivt forløb, som inkluderede mindst 3 besøg
hos den kliniske diætist (324) (1b), var faldet i den intensivt behandlede gruppe
1-2 procentpoint i HbA1c og størst i gruppen med kortest diabetesvarighed.
Efter 6 uger til 3 måneder kunne det afgøres, om det terapeutiske mål kunne
opnås ved livsstilsændringer. På linje hermed er resultaterne fra Kulkarni et al.,
der også fandt den største effekt i den intensivt behandlede gruppe (325) (1b).
Et overkrydsningsstudie fra Glasgow RE et al. (326) (1b) viste, at den intensivt
behandlede gruppe reducerede HbA1c mest, men at denne effekt forsvandt
efter overkrydsningen, hvor den tidligere konventionelt behandlede gruppe reducerede
HbA1c fra 7,4 til 6,4%. Sadur og medarbejdere viste, at hyppige
kontroller hos et diabetesteam medførte et fald på 1,3 procentpoint i HbA1c
mod 0,3 procentpoint hos den konventionelt behandlede gruppe (327) (1b).
Disse studier viser betydningen af, at diabetesteamet inkluderer en klinisk diætist
samt betydningen af hyppige konsultationer. På linje hermed er i et retrospektivt
studie 81 patienter, der havde haft 3 konsultationer med en klinisk
diætist, blevet sammenlignet med 81 patienter, der aldrig havde konsulteret en
klinisk diætist (328) (1b). I førstnævnte gruppe faldt HbA1c med 2,1 procentpoint
mod 0,2 procentpoint i sidstnævnte gruppe. I en metaanalyse af 89
studier (329) (1a) var resultatet, at kostomlægning havde effekt på vægten og
på den metaboliske regulation. Livsstilsændringer i øvrigt havde kun en marginal
effekt. I metaanalysen fra Norris og medarbejdere (330) (1a) af 72 randomiserede
studier fandtes effekt af livsstilsændringer de første 6 måneder. I længerevarende
studier var der ingen evidens for, at forsøg på livsstilsændringer var
effektive. Undervisning var effektiv mhp. på at øge viden om diabetes, og når
det gælder om at lære praktiske færdigheder som hjemmemåling af glukose.
Ingen studier har via livsstilsændringer reduceret kardiovaskulære hændelser
hos type 2-diabetes-patienter.
Livsstilsændringer, der fører til vægttab, er derfor vanskelige at gennemføre.
Danske resultater fra almenpraksis og diabetesambulatorier med hensyn til at
ændre livsstilsvaner hos type 2-diabetes-patienter ved vi kun lidt om. Der foreligger
to studier, hvor der er forsøgt livsstilsændringer. Det ene studie er fra
Type 2-diabetes. Medicinsk teknologivurdering af screening, diagnostik og behandling 155