Type 2-diabetes - Sundhedsstyrelsen

se. Men da størrelsen af risikonedsættelsen ved screeningen ikke kendes, er det
vanskeligt at estimere de sparede omkostninger til dialyse. De årlige omkostninger
ved dialysebehandling pr. patient er ca. 300.000 kr. (740). Hvis en screeningsrunde
kan reducere antallet af år i dialyse med ca. 50, vil det i sig selv kunne
retfærdiggøre omkostningerne til den årlige screening. Ekspertudsagn vurderer,
at screeningen kan reducere antallet af patienter, der skal i dialyse, med ca. 25%,
og da det vurderes, at 4-8% af patienter med type 2-diabetes vil skulle i dialyse,
vil en reduktion på 25% have et meget stort sundhedsøkonomisk potentiale, der
klart overstiger omkostningerne ved screeningen. Men de manglende studier på
området gør, at evidensen vurderes for usikker til, at det er rimeligt at gennemføre
egentlige sundhedsøkonomiske beregninger.
6.5.3 Neuropati
Der gennemføres ikke selvstændige sundhedsøkonomiske beregninger af screening
for neuropati, da screeningen primært sigter imod at forebygge fodsår, hvorfor
screening for neuropati overlapper screeningen for fodsår. Ud over fodsår er
neuropati forbundet med bl.a. impotens, men der findes ingen effektiv måde at
forbygge impotens på, og i teknologiafsnittet anbefales det ikke, at der laves selvstændig
screening for anden neuropati end den perifere polyneuropati.
6.5.4 Screening for diabetiske fodproblemer
I litteraturen findes der meget få studier af systematisk screening for fodproblemer
hos patienter med diabetes type 2. Det er kun lykkedes at identificere
ét randomiseret studie, hvor økonomiske elementer indgår. Dette studie blev
gennemført i perioden 1989-1993 af McCabe et al. (493). Her blev 2.001
patienter tilknyttet et diabetesambulatorium randomiseret til enten et systematisk
screenings- og behandlingsprogram eller til at modtage den behandling,
som systemet normalt tilbyder. Screening af 1.001 patienter, som blev randomiseret
til interventionsgruppen, identificerede 127 højrisikopatienter, hvoraf
110 tidligere havde fået behandlet fodsår eller på screeningstidspunktet havde
deforme fødder. Disse patienter kunne – uafhængigt af screeningen – have
været identificeret på et tidligere tidspunkt. De yderligere 17 patienter, som
blev identificeret via screeningen, led af venøs insufficiens. Studiet påviste, at
screening og efterfølgende behandling reducerede antallet af større amputationer
signifikant (1 i interventionsgruppen mod 12 i kontrolgruppen), mens der
ikke kunne påvises en signifikant forskel i antallet af mindre amputationer. På
omkostningssiden blev det konkluderet, at de sparede omkostninger til amputationer
omtrent opvejede omkostningerne til programmet, hvorfor programmet
blev vurderet til at være omkostningseffektivt. Omkostningerne ved amputationer
var dog sat meget lavt, og modsat var der ikke medregnet omkostninger
til lokaler mv. i forbindelse med den første screening, hvorfor analysen af
de samlede omkostninger skal tolkes med forsigtighed.
Konklusionerne af studiet er tvetydige. Der er næppe tvivl om, at forebyggelse
og behandling af højrisikopatienter udgør en omkostningseffektiv behandling,
men langt mere tvivlsomt er det, om screening af lavrisikopatienter er tilsvarende
omkostningseffektivt. Det engelske studie identificerede kun 17 ekstra højri-
Type 2-diabetes. Medicinsk teknologivurdering af screening, diagnostik og behandling 289