Type 2-diabetes - Sundhedsstyrelsen

støttesystemer for den praktiserende læge, var forbundet med dårligere resultat
for patienterne. Livskvalitet, risikoen for hjerte-kar-sygdom, funktionsniveau
og udvikling af komplikationer er kun sparsomt belyst i de foreliggende undersøgelser.
Forfatterne til litteraturgennemgangen konkluderede: »Ustruktureret
opfølgning og behandling i almenpraksis er forbundet med dårligere patientopfølgning,
større dødelighed og ringere blodglukoseniveauer end opfølgning og
behandling i hospitalsvæsenet. Benyttes støttesystemer som computerudskrevne
påmindelser til patienter og læger, kan der i det mindste over kortere tid (2-4
år) etableres en behandlingskvalitet i almenpraksis, som er lige så god som eller
bedre end hospitalsambulatorier«. Således støtter disse undersøgelser brugen af
computerbaserede påmindelser og gennemgang af patientresultater. Konklusionen
gælder praktiserende læger, som er villige til at deltage i undersøgelser, der
tilbyder en struktureret opfølgning. De økonomiske omkostninger for patienterne
ved omsorg og behandling i almenpraksis er lavere, mens resultaterne
af en overordnet omkostningseffektivitetsanalyse er uklar. Forfatterne påpeger,
at undersøgelserne, som ligger til grund for deres konklusioner, er for små til
at finde forskelle i mange af de undersøgte effektmål, og at der mangler en
analyse af de økonomiske omkostninger, patienternes funktionelle status, udvikling
af komplikationer, livskvalitet og varighed af hospitalsophold. Forfatterne
efterlyser sundhedstjenesteforskning, der belyser, hvilke modeller for samarbejde
mellem sundhedssektorerne der resulterer i den bedst mulige behandling.
Den anden litteraturgennemgang fra Cochrane Library (594) (1a) havde til
formål at vurdere effekten af forskellige interventioner, der fokuserede på behandlerne
i primær- og sekundærsektoren eller på strukturelle og organisatoriske
ændringer. I denne litteraturgennemgang indgik 41 undersøgelser involverende
mere end 200 praksis og 48.000 patienter med type 1- eller type 2diabetes.
Af disse undersøgelser var 27 lodtrækningsundersøgelser, men også
14 undersøgelser uden brug af lodtrækningsprincippet er inddraget i gennemgangen.
Patienterne blev fulgt i mindre end to år i 30 af undersøgelserne. Den
længste opfølgning var tre år. Undersøgelserne var så uensartede med hensyn
til arten af intervention, deltagersammensætning, størrelse, antal deltagende
praksis og ambulatorier samt effektmål, at man på forhånd afskrev at foretage
en metaanlyse. Sundhedspersonalet modtog en eller anden form for undervisning
(skriftlig eller mundtlig) i næsten alle 41 undersøgelser, og i 38 undersøgelser
blev der anvendt en kombination af interventioner. I 12 undersøgelser
var interventionen udelukkende rettet imod behandlerne, i 9 imod organisationen
og i 20 imod begge dele. I 15 undersøgelser var patientuddannelse et
supplement til interventionen. En kombineret intervention over for behandlere
og organisationen øgede andelen af patienter, som fik foretaget måling af blodtryk,
blodglukose, sukkerhæmoglobin, vægt, kolesteroltal, serumkreatinin og
urinanalyse, samt andelen af patienter med opfølgende besøg og henvisninger
til undersøgelse af fødder, syn og øjenbaggrund. Der fandtes derimod ikke
nogen betydende effekt på patientmål såsom graden af metabolisk regulation
eller hyppigheden af komplikationer, hospitalsindlæggelser og død. Cochranereviewets
forfattere konkluderer, at de ikke kan fastslå, hvilke interventioner over
234 Type 2-diabetes. Medicinsk teknologivurdering af screening, diagnostik og behandling