Type 2-diabetes - Sundhedsstyrelsen

Da type 2-diabetes er en livsstilssygdom, hvor overvægten er den væsentlige
faktor, er det afgørende, at patienten i forbindelse med diagnosen kan få et
tilbud om konsultation med opfølgning hos en klinisk diætist med henblik på
kostvejledning, hos en sygeplejerske med henblik på generel instruktion om
sygdommen, hos en fodterapeut og hos en læge med henblik på en generel
helbredsvurdering og stillingtagen til evt. farmakologisk behandling og instruktion
om sygdommen. Det undervisningsmateriale, der er nødvendigt for instruktion
og selvstudium, forefindes, specielt hos Diabetesforeningen.
Problemet er ofte overfyldte ambulatorier, hvor der ikke er plads til f.eks. kostinstruktion
på grund af for få kliniske diætister. Flere ugers ventetid på konsultation
hos klinisk diætist er uheldigt, specielt på diagnosetidspunktet. Det
samme gælder manglende mulighed i almenpraksis for at henvise til klinisk
diætist. Den manglende kapacitet kan måske afhjælpes ved at oprette diabetesskoler,
hvor patienterne undervises i hold. Uanset om der benyttes individuel
eller gruppeundervisning, er det afgørende, at der foreligger en undervisningsplan,
samt at der benyttes et system, således at andre i diabetesteamet kan se,
hvilke emner der er undervist i, samt at der foretages en evaluering af patientens
forståelse og viden og praktiske færdigheder, f.eks. måling af blodglukose.
Endvidere er det nødvendigt med en kontinuerlig monitorering af patientens
viden og compliance.
Almenpraksis skal kunne påtage sig det primære ansvar i forbindelse med den
initiale behandling på diagnosetidspunktet. I dag lever behandlingstilbuddet i almenpraksis
ikke altid op til de krav, som er nødvendige, hvis ændringer i livsstil
skal gennemføres. Det kliniske personale har ikke altid tid, viden og økonomiske
rammer, der medfører, at en effektiv behandling kan initieres. Tilbud såsom flere
konsultationer hos klinisk diætist mangler i mange amter, ligesom ventetiderne
er for lange. Som regel er tilbuddene i diabetesambulatorierne bedre organiseret,
om end der kan være ventetid på at komme til klinisk diætist og besvær med at
gennemføre et acceptabelt antal opfølgningskonsultationer.
Der er således behov for, at specielt den initiale behandling i højere grad struktureres,
både i relation til undervisning af sundhedspersonalet, programmer for
opfølgning af patienter og i relation til de behandlingstilbud, som patienterne
tilbydes. Dette kan ske ved, at der fokuseres på veluddannede behandlerteam såvel
i almenpraksis som i hospitalssektoren, kombineret med behandlingstilbud,
hvor der er tid til at aktivere og motivere patienten til livsstilsændringer. Dette vil
indebære en øget brug af sygeplejersker og kliniske diætister i almenpraksis.
Den praktiserende læge bør være den centrale behandler, når det gælder nonfarmakologisk
behandling. Der bør være mulighed for at henvise til et diabetesambulatorium
med henblik på behandling af særligt komplicerede patienter.
Behandlingsmålene skal være de samme, uanset hvor patienten følges.
I bilag 7 findes beskrivelse af den nuværende organisation i forskellige amter i
Danmark.
Type 2-diabetes. Medicinsk teknologivurdering af screening, diagnostik og behandling 185