Download betænkning i PDF format (1.011 Kb) - Justitsministeriet ...

Særligt for unge under 18 år gælder – uanset strafferamme – en overgrænse på 8 uger, jf.
§ 770 c, stk. 4.
Overgrænserne gælder isolation i et sammenhængende tidsrum, jf. herom nærmere afsnit
3.3. i kapitel 3.
Særligt for overgrænsen på 3 måneder for de alvorligste sager gælder, at den ikke er absolut.
Isolation kan således i sager, hvor den påsigtede lovovertrædelse har mindst 6 års
fængsel i strafferammen, undtagelsesvis forlænges ud over 3 måneder, hvis afgørende
hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation nødvendig.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om de tidsmæssige overgrænser bør sættes ned.
Som omtalt ovenfor i afsnit 6.2. og 6.3., må det helt centrale spørgsmål – såvel på baggrund
af erfaringerne med 2000-loven som ud fra overvejelser om yderligere begrænsning
i anvendelsen af isolation – anses at være spørgsmålet om varigheden af isolation. Belastningen
ved at være isoleret må således antages navnlig at gøre sig gældende efterhånden,
som isolationsperioden udstrækkes i tid. 2000-loven har i praksis vist sig ikke at være tilstrækkelig
til nedbringelse af den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne.
Udvalget finder endvidere, at isolation som et særligt belastende straffeprocessuelt indgreb
helt overvejende – om end ikke udelukkende – bør anvendes til at beskytte efterforskning
af den mest alvorlige kriminalitet, navnlig drab og de groveste voldsforbrydelser, grov
narkotikakriminalitet, terrorisme o. lign. samt efter omstændighederne andre straffelovsovertrædelser
med en strafferamme på fængsel i 6 år eller derover.
Som anført ovenfor i afsnit 6.4.2., kan en opretholdelse af adgangen til isolation i sager
med lavere strafferammer (navnlig lovovertrædelser med strafferammer i niveauet 1½-2
års fængsel), bl.a. begrundes med hensynet til at beskytte en efterforskning rettet mod
alvorligere kriminalitet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der i første omgang alene er begrundet
mistanke om en mindre alvorlig forbrydelse.
117