17.07.2013 Views

Download betænkning i PDF format (1.011 Kb) - Justitsministeriet ...

Download betænkning i PDF format (1.011 Kb) - Justitsministeriet ...

Download betænkning i PDF format (1.011 Kb) - Justitsministeriet ...

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Sagen vedrørte en klager, der i 1994 blev sigtet for indførsel af 5,684 kg kokain og varetægtsfængslet

i isolation. Isolationen blev opretholdt i 11 måneder og 14 dage, og klageren udviklede

som følge af isolationen en skizofren psykose, som dog først blev diagnosticeret 3 år efter klagers

løsladelse. Under isolationsfængslingen blev klageren holdt adskilt fra de øvrige indsatte, men

havde regelmæssig kontakt til familie og venner (overvåget besøg) samt til fængselspersonalet, sin

advokat, fængselspræsten, fængselslæreren, fysioterapeuten samt en række læger og sygeplejersker.

Han blev ved et enkelt tilfælde tillige undersøgt af en psykiater, da han sultestrejkede.

Hverken psykiateren eller det øvrige medicinske personale fandt tegn eller symptomer på udviklingen

af en psykose.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog indledningsvis, at isolationsfængsling ikke i sig selv udgør

en krænkelse af artikel 3. Vurderingen af, om indgrebet falder ind under artikel 3, afhænger af de

konkrete omstændigheder, behandlingens strenghed, varighed, formålet hermed og effekten på

den berørte person. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede herefter, at Europarådets Torturkomité

i sine rapporter om Danmark har understreget risikoen ved langvarige isolationsfængslinger.

Menneskerettighedsdomstolen udtalte generelt, at det i lyset af artikel 3 er statens opgave at sikre,

at frihedsberøvelse sker under forhold, der er forenelige med respekten for menneskelig værdighed,

at måden og metoderne, som frihedsberøvelsen sker under, ikke udsætter den tilbageholdte

for bekymringer og lidelser, der overskrider det niveau, der er uløseligt forbundet med frihedsberøvelse,

samt at den tilbageholdtes helbred og velvære sikres tilstrækkeligt med fornøden lægelig

behandling og assistance inden for de praktiske rammer, som tilbageholdelsen nu en gang sætter.

Ved vurderingen af forholdene under frihedsberøvelsen skal man inddrage såvel den kumulative

effekt af forholdene som de specifikke beskyldninger, klageren har fremsat.

Menneskerettighedsdomstolen opdelte herefter sin vurdering af den konkrete sag i to hovedspørgsmål:

(1) Var varigheden af isolationsfængslingen urimeligt lang? og (2) Blev klagers mentale

tilstand effektivt overvåget under isolationsfængslingen?

Efter Menneskerettighedsdomstolens opfattelse gav en varighed på 11 måneder og 14 dage anledning

til bekymring på grund af risikoen for skadelig indvirkning på klagerens mentale helbred.

Ved afgørelsen af, om isolationsfængslingen var for langvarig, måtte Menneskerettighedsdomstolen

imidlertid tillige lægge vægt på forholdene under fængslingen, herunder udstrækningen af den

sociale isolation. Klageren blev holdt fængslet i en celle på otte kvadrat-meter udstyret med et tv

og havde i øvrigt adgang til aviser. Han var fuldstændigt adskilt fra de andre indsatte, men havde

regelmæssig kontakt med fængselspersonalet hver dag, f.eks. omkring måltiderne og gårdturene

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!