Undervisning i læseforståelse på mellemtrinnet - Viden om Læsning

klasserummet, som bliver eksplicit og synlig i en samtale
som denne. Sekvensen viser, hvordan man som
underviser hele tiden arbejder med at udbygge viden
om feltet, også under konstruktionen af ny tekst. Flere
elever bemærker i den efterfølgende evaluerende
samtale, at der skal megen viden til om det emne, man
skriver om, for at man kan skrive en fagtekst.
I sekvensen ses eksempler på hvordan fagsprog
introduceres i en diskurs, der både baserer sig på elevernes
hverdagssprog (”Sådan ser ræven ud, sådan
bor den”) og den faglige viden, som eleverne bringer
ind (”Det er et rovdyr”, ”Det er et pattedyr”). Læreren
”forærer” en række fagudtryk, der kan erstatte og
dermed præcisere de mere hverdagssproglige udtryk.
I sekvensen møder eleverne fagudtryk som kendetegn,
levested, og klassifikation i en samtale, hvor
der bygges bro mellem fagudtrykkene og deres mere
hverdagsagtige forklaringer:
Abbas: ”form og farve”. Lærer: ”Form og farve.
Hvis jeg nu tager de her kendetegn…”.
Laurits: ”Føde”. Lærer: ”Føde. Hvad spiser den”.
Lærer: ”..Hvad er det for en slags dyr? Er der
nogle af jer der ved hvad ræven er for en slags
dyr? Hvad er det for et dyr egentlig eller hvad er
det for en race”).
Eleverne medvirker også til at udbygge sproget og
introducere før-faglige udtryk gennem samtalen:
Lærer: ”Hvilken familie hører den til?”
Karina: ”Det er en mellemstor hund”
Lærer: ”En mellemstor hund ja.
Robert: ”Den hører til hundefamilien”
Eva: ”Tilhører den ikke kattefamilien?”
Lærer: ”Nej den tilhører ikke…”
Her ser vi eksempel på, hvordan før-faglige udtryk,
som hundefamilien og tilhører introduceres i samtalen
af eleverne, og hvordan læreren gentager dem i
sine opfølgninger. Før-faglige udtryk (Gimbel, 1995)
eller gråzoneord (Lund og Berthelsen, 2008), som er
kendetegnet ved at være knyttet til bestemte faglige
registre, kan volde lige så store vanskeligheder for
forståelsen for tosprogede elever som det mere
fagspecifikke ordforråd, men bliver sjældent tematiseret
i undervisningen, da faglærere ofte regner
med at ordene allerede er kendte eller ikke volder
eleverne problemer.
sekvens 7. fælles konstruktion af
informerende beskrivelse
I den følgende sekvens er klassen i gang med at
skrive en fælles tekst om ræven. De har arbejdet
et stykke tid og er nu nået til afsnittet om rævens
kendetegn.
Robert: Øh.. så skulle vi have kendetegn
Lærer: Ja, er det færdigt? Nej, jeg synes faktisk,
det er fint det der. Så skriver jeg kendetegn. Hvad
skal jeg skrive som kendetegn? Hvem har en
sætning der?
Ej, det må der være flere der har. Kendetegn ved
en ræv. Der er noget helt specielt ved ræve. Ali?
Ali: Hvid halespids
Lærer: Synes I jeg bare skal skrive hvid halespids?
Den har en hvid halespids? Ræven har en hvid
halespids. [læreren skriver, mens hun udtaler
ordene omhyggeligt]. Det var en god sætning.
Ræven har en hvid hale. Ræven har en hvid halespids.
Hvad siger I så mere?
Hvem har ikke sagt noget. Magnus?
Magnus: Ræven har to spidse ører.
Lærer: Har en hvid halespids og to spidse ører
[skriver]
Magnus: Ja.
Lærer: Ja, hvad skal der komme bag ved? Yasin?
Yasin: Og spidse tænder.
Lærer: Ræven har en hvid halespids, to spidse
ører og spidse tænder. Det kunne man godt skrive
derunder, det hører med til dens udseende. Øh
Magnus?
Magnus: I ører er der ikke et r for meget?
Lærer: Flere ører ikke også? [udtaler slutfonemet
i ører tydeligt]
Nina: Den har et trekantet hoved.
Lærer: Ja, ved I hvad det er nemlig rigtigt. Det
er meget karakteristisk for ræven, at den har et
trekantet hoved. Hvor synes I det skal stå henne?
Hvad er vigtigst, når man kigger på ræven den
hvide halespids eller det trekantede hoved?
Marie?
Marie: Jeg tror det er begge dele, men jeg tror
jeg ville sige hovedet, fordi at mange, mange har
et karakteristisk hoved.
Lærer: Hvad siger Anna?
Anna: Kunne man ikke også skrive efter punktum
ræven har orange farve til rødbrun?
Lærer: Det er også rigtigt Anna. Vi var lige ved
hovedet. Hvor synes I vi skal beskrive rævens
hoved i starten eller senere? Bagefter de spidse
tænder?
Hvad siger Martin?
Martin: Jeg synes i starten, fordi så kommer
man længere og længere ned fra ørerne af. Man
starter med ørerne, så tager man hovedet og så
tænderne og benene.
casestudie nummer i ishøj 9 v. | fie februar Høyrup 2011 63 3