Betænkning om digital tinglysning - Justitsministeriet - Publikationer

indtil skadelidte bliver bekendt med eller burde være blevet bekendt med kravet.
Tidspunktet for et tabs indtræden og skadelidtes kendskab hertil vil ofte være sammenfaldende.
§ 3 kan dog have selvstændig betydning, hvor der er tale om ukendskab
til andre omstændigheder end tabets indtræden.
Det følger i øvrigt af 1908-lovens § 4, at 20 års fristen i DL 5-14-4 gælder ved siden
af lovens regler. Dette indebærer, at den 5–årige forældelsesfrist suppleres af en absolut
20 års frist. Denne frist regnes fra kravets stiftelsestidspunkt, hvilket ved erstatningskrav
i forbindelse med tinglysning som udgangspunkt vil være tidspunktet for
den fejlagtige tinglysning, jf. hertil Vestre Landsrets afgørelse gengivet i FED
1997.644 V.
I de fleste tilfælde vil krav på erstatning som følge af fejl i tingbogen således forældes
– uanset suspensionsreglen i forældelseslovens § 3 – senest 20 år efter den fejlagtige
tinglysning.
For så vidt angår statens regreskrav i situationer, hvor en fejl helt eller delvist skyldes
tredjemand, må det antages, at der er tale om et ”afledet” krav, og at staten ud fra et
indtrædelsessynspunkt alene kan gøre sit krav gældende inden for rammerne af det
krav, som skadelidte ellers ville have haft mod den erstatningsansvarlige, jf. nærmere
Bo von Eyben, Forældelse (I), s. 416f og betænkning nr. 1460/2005 om revision af
forældelseslovgivningen, s. 246f. Såfremt skadelidtes krav mod tredjemand er forældet,
vil statens krav mod den pågældende således også være forældet.
I det omfang tredjemand har begået et strafbart forhold, gør særlige forældelsesregler
sig gældende, idet 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist ikke gælder for krav på erstatning
uden for kontraktforhold, der er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der
under en offentlig straffesag pålægges straf, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5.
Efter § 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 6.
september 1986 med senere ændringer, forældes krav på erstatning eller anden godtgørelse
for skade forvoldt ved strafbar handling efter 20 år, for så vidt der ikke i lovgivningen
er hjemlet en kortere forældelsesfrist. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor
173