Internet udgave

30
CO 2 som byggeklods
og drivhusgas
Kultveilte – eller CO 2 – er et emne der i de
seneste år har fået stor international bevågenhed
(se boks 6). Det skyldes i vid udstrækning
CO 2’s rolle som drivhusgas hvor
CO 2 sammen med vand damp og metan
absorberer (optager) dele af den infrarøde
stråling der bliver udsendt fra Jorden mod
verdensrummet. Hvis mængden af drivhusgasser
stiger, så stiger absorptionen af
stråling og dermed også temperaturen. Talrige
computerberegninger tyder på at en
fordobling af atmosfærens koncentration af
CO 2 fra de nuværende 370 ppm (parts per
million) vil betyde en gennemsnitlig global
temperaturstigning på ca. 4° C.
Mange beregninger antyder at effekten
af en sådan global opvarmning vil vise sig
først og være størst i Arktis. Det er i den
forbindelse bemærkelsesværdigt at de arktiske
områder indeholder ca. 14% af det kulstof
der er opmagasineret i Jordens overfl
ade i form af humus og tørv. Årsagen er
at der er så koldt i Arktis at nedbrydningen
CO2-udveksling (g C pr. m 2 pr. dag)
1,2
0,8
0,4
0,0
-0,4
CO2
-udslip
CO 2-optag
-0,8
-1,2
Sne
Snesmeltning
Vækstsæson Efterår
160 180 200
Dagsnummer
220 240
af dødt plantemateriale sker meget langsomt.
Der kan derfor frigives meget store
mængder CO 2 hvis opvarmningen medfører
hurtigere nedbrydning (se boks 6).
CO 2 er imidlertid ikke blot en drivhusgas.
Sammen med vand er det også den
vigtigste byggeklods når der bliver opbygget
planter i naturen og dermed produceret
føde til dyr og mennesker. Plantevæksten
i Zackenbergdalen som i dag blandt
andet er føde for en stor bestand af moskusokser,
er sandsynligvis meget følsom overfor
selv små ændringer i stråling, temperatur
og nedbør. Ved at måle udvekslingen
af CO 2 mellem atmosfæren og overfl aden
(planter og jord) samt en række andre biofysiske
elementer (f.eks. bladareal) er det
muligt at få et bedre kendskab til økosystemets
funktion. Zackenbergdalen kan derfor
komme til at fungere som et stort friluftslaboratorium
hvor vi kan måle om
systemet er i balance, under opbygning
eller nedbrydning, og dermed om Højarktis
bidrager til eller dæmper drivhuseffekten.
Figur 6
Den gennemsnitlige udveksling af CO2 mellem heden ved Zackenberg
og atmosfæren for tre års målinger. Det ses at der sker en netto-frigivelse
af CO2 mens sneen smelter, fordi uddunstningen fra den mikrobielle
aktivitet om vinteren delvis har været bundet under sneen. I vækstsæsonen
optager planterne derimod mere CO2 end der frigives, hvorefter
uddunstningen igen får overtaget om efteråret. Dagsnummeret angiver
dage efter Nytår, nr. 182 er den 1. juli.
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
CO 2 –udvekslingen varierer
voldsomt gennem året
I de højarktiske områder er der i løbet af
året en markant variation i CO 2-udvekslingen
mellem atmosfæren og overfl aden som
består af både planter og jord (her også benævnt
økosystemet).
Vinteren er præget af meget lave temperaturer
– oftest -20 til -40° C. Da der ikke
er noget sollys, er der heller ikke nogen fotosyntese.
Ved de lave temperaturer sker
der kun en ubetydelig mikrobiologisk nedbrydning
af dødt plantemateriale, og CO 2udslippet
er derfor også næsten nul – og
snedækket begrænser transporten af den
smule CO 2 der produceres.
Først når sneen begynder at smelte i
slutningen maj eller begyndelsen af juni
skifter landskabet og CO 2-udvekslingen
karakter. Ren sne refl ekterer 60-70% af
solstrålingen, og energitilførslen til økosystemet
er derfor stærkt afhængig af snedækket.
Selv om mange planter spirer frem
mens sneen smelter, så tager det endnu
et par uger før de har så mange blade at