Internet udgave

62
Lemmingår
Arktiske økosystemer er forholdsvis simple
i deres opbygning, og det er her let at
tale om egentlige nøglearter der spiller en
central rolle i økosystemets fødenet. Halsbåndlemmingen
er en sådan nøgleart. Antallet
af lemminger i et område påvirker i
høj grad de arter der direkte lever af lemminger,
men det påvirker også indirekte
andre arter som har de samme fjender (se
kapitel 11).
Såkaldte lemmingår hvor det myldrer
med lemminger, forekommer mere eller
mindre regelmæssigt (boks 19). Om sommeren
lever halsbåndlemmingerne i huller i
jorden på tørre og veldrænede steder, mens
de om vinteren bygger små kuppelformede
reder under sneen. Antallet af vinterreder er
et godt og enkelt mål for år til år variationen
i lemmingernes vinterbestand (fi gur 29).
Biologer følger lokale lemmingbestande
to steder på Grønlands østkyst, nemlig ved
Zackenberg og ved Karupelv på Traill Ø
220 km syd for Zackenberg. Det er bemærkelsesværdigt
at svingningerne i de to lemmingbestande
har fulgt hinanden i de syv
parallelt undersøgte år. Der er fl ere eksempler
fra Grønland på at to adskilte bestande
kan kulminere i forskellige år.
Groenlandicus
Hudsonius
Boks 19
Lemminger – fakta og hypoteser
Lemminger er hamsterstore gnavere
der er udbredt hele vejen rundt om
det nordlige ishav. Halsbåndlemmingen
har specialiseret sig til de højarktiske
forhold tættest på Nordpolen
og er den eneste gnaver på de nordligste
canadiske øer samt på Grønland
(det rødt indrammede område på
kortet). Længere sydpå bliver vintrene
for ustabile og landet for maritimt
præget til at vinterhabitaten er
sikker nok.
Lemmingen er aktiv året rundt. De
år hvor bestanden bygger op til et maksimum,
kan lemmingerne begynde yngleaktiviteterne
ved lysets tilbagevenden
i februar, og de kan få op til 3-4 kuld
om året. Denne hurtige reproduktion
gør lemmingerne til en vigtig brik i det
arktiske økosystem.
Bestanden af lemminger svinger oftest
cyklisk (i et fast mønster) mellem lav
og høj tæthed over en periode på fi re
år (fi gur 29). Visse steder er svingningerne
meget konstante – andre steder
knapt så udtalte. Den generelle tendens
er at svingningerne bliver mere stabile
jo længere nordpå man kommer. Der
Torquatus
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
fi ndes dog for få data længst mod nord
til at bekræfte om denne tendens også
gælder dér.
Tætheden af lemminger varierer
stærkt fra område til område, og det
samme gælder for størrelsen af svingningerne.
Visse steder i Arktis kan der
være op til 200 lemminger pr. ha. ved
bestandens maksimum, hvorimod de tilsvarende
tætheder i højarktisk Grønland
er meget beskedne – blot omkring fi re
lemminger pr. ha.
Det er endnu ikke lykkedes at fi nde
en forklaring på hvorfor lemmingbestande
har disse cykliske svingninger.
Der er fremsat forskellige hypoteser som
spænder bredt lige fra interne faktorer
som genetik over intraspecifi kke faktorer
(mellem individer inden for samme
art – f.eks. stress) til interspecifi kke faktorer
(mellem forskellige arter og mellem
trofi ske niveauer – f.eks. plante/
lemming, parasit/lemming og prædator/
lemming). I de seneste årtier har forskerne
været delt i to lejre hhv. fødehypotesen
og prædatorhypotesen. Fødehypotesen
antager at fødens kvalitet og kvantitet
er afgørende, mens prædatorhypotesen
antager at prædatorerne genererer
svingningerne. I begge tilfælde kan
der være tale om et samspil, hvor hhv.
planter og prædatorer reagerer på stigninger
i lemmingbestanden, hvorefter
lemmingbestanden påvirkes negativt og
det hele begynder forfra så bestandene
går i en form for "selvsving".
Udbredelsen af de tre Dicrostonyxlemmingarter
er angivet med gult. Den røde
indramning angiver det område hvori halsbåndlemmingen
er eneste gnaverart.
Efter Jarrell og Fredga 1993.
Linn. Soc. Symp. Ser. 15: 54.