Internet udgave

TEMA-rapport fra DMU 41/2002
islandsk ryle). Her er der vidtstrakte fjeldheder, moser og tundra
hvor de kan sprede rederne, og her er der nærmest ubegrænsede
mængder af insekter og andre smådyr som ungerne kan ernære
sig af under opvæksten. Tilmed betyder de barske klimaforhold
om vinteren at der er langt færre prædatorer end i sydligere
egne.
Men det er ikke helt uden problemer at fl yve mange tusinde
kilometer to gange om året. Det kræver meget store energireserver
at fl yve 4.500 km fra Vestafrika til Vadehavet eller de britiske
tidevandsfl ader og herfra videre til f.eks. Island inden det endelige
træk til de ofte endnu snedækkede ynglepladser i Grønland og
Canada. Vadefuglenes krop er derfor "programmeret" til de forskellige
"opgaver" fuglene har i løbet af året, så de til enhver
tid er i stand til at leve op til disse krav (se fi gur B for islandsk ryle).
Inden fuglene skal begynde selve trækket nordpå vokser deres
fl yvemuskler, de lagrer store mængder fedt – brændstof – mellem
tarmene og under huden, og hele fordøjelsessystemet skrumper
ind for at veje så lidt som muligt. Ved hver mellemlanding
må fuglene genopbygge fordøjelsessystemet for at kunne optimere
optagelsen af næring til nye fedtreserver, fl yvemuskler osv.
Hvert af disse forløb tager omkring tre uger – selve fl yvningerne
tager "kun" 1-3 døgn – afhængigt af afstanden. Til gengæld
fl yver de så uafbrudt med en fart på ca. 60 km i timen uden at
tage hverken vådt eller tørt til sig. De får dækket deres væskebehov
af det vand der bliver frigivet når fedtreserverne bliver
omsat til energi.
Antal par/territorier
120 Almindelig ryle
Sandløber
100
80
60
40
20
0
Stenvender
Islandsk ryle
1996 1997 1998 1999 2000 2001
Figur 26
Optællingerne i årene 1996-2001 for islandsk
ryle, sandløber, alm. ryle og stenvender i det
19 km2 undersøgelsesområde i Zackenbergdalen
viser at bestandstørrelserne af vadefugle
er forholdsvis stabile.
– ukendt – usikkerhed ved optællingerne
de enkelte år. Dog lader det til at bestanden
af almindelig ryle er vokset, og at islandsk
ryle er gået tilbage, uden at disse
ændringer endnu kan forklares. Oplysninger
fra de islandske rylers overvintringsområde
bl.a. på De Britiske Øer tyder dog
på at bestanden har haft dårlig ynglesucces
i 1990’erne.
De relativt stabile bestandstal indikerer
at vadefuglene så at sige indretter sig på de
gennemsnitlige eller "normale" forhold i de
enkelte yngleområder. Alle de år hvor forholdene
i yngleområderne er gunstige (ikke
for meget sne, nok føde osv.), går fug-
Om efteråret bliver hele processen gentaget i omvendt rækkefølge.
Bagefter skal fuglene så i gang med at fælde hele
fjerdragten og opbygge lige så store næringsreserver til at
modstå vinteren i Nordvesteuropa, hvis de da ikke trækker
videre til mildere breddegrader i Vestafrika. Blandt Nordøstgrønlands
vadefugle overvintrer de store præstekraver, almindelige
ryler og en del af sandløberne i tropisk Vestafrika,
mens de islandske ryler, stenvenderne og resten af sandløberne
bliver i Nordvesteuropa.
Kropsvægt, gram
200
175
150
125
100
75
50
25
0
Aug Okt Dec Feb April Juni Aug Okt
Figur B
Kropsvægten året rundt for islandske ryler fra højarktisk Grønland og
Canada. De spidse toppe angiver den voldsomme vægtforøgelse umiddelbart
før hvert af de lange træk forår og efterår, mens den højere
vægt i vintermånederne er en "forsikring" mod perioder med dårligt
vejr.
(Efter T. Piersma & N. Davidson: The migration of Knots. Wader Study
Group).
55
lene i gang med at yngle. I særligt ugunstige
år – som 1999 – undlader nogle af dem
blot at yngle (se nedenfor), men antallet
af fugle i området er stort set det samme
fra år til år. Vadefuglene er således meget
velegnede som objekter for overvågning
af langsigtede ændringer i livsbetingelserne
på ynglepladserne fordi eventuelle langsigtede
ændringer i ynglebestandene ikke
"sløres" af store år til år variationer som
hos så mange andre arter.