Internet udgave

82
Når lyset trænger ned
i søvandet
Planter og dyr er allerede aktive, inden isen
er forsvundet. Den øgede indstråling i aprilmaj
resulterer i at der trænger tilstrækkeligt
med lys ned gennem sne- og islaget til
at planteplanktonets fotosyntese går i gang,
og mængden af planteplankton stiger (udtrykt
som klorofyl i fi gur 42). Det er altså ikke
Klorofyl (g pr. l) Vandtemperatur ( oC) 1,5 Langemandssø
Temperatur
10
Is
8
1,0
0,5
0
Figur 42
Mængden af planteplankton (søjler), vandets
temperatur og perioden med islæg i Langemandssø
i juni-august 1998. Klorofyl bliver her
brugt som mål for mængden af planteplankton.
Det ses tydeligt at mængden af planteplankton
stiger gennem juni og juli, selv om
der fortsat er islæg og temperaturen er lav.
Temperaturen har altså ikke nogen større betydning
for produktionen af planteplankton
– det har lyset derimod.
Klorofyl (µg pr. l)
1,6 Langemandssø
Sommerfuglesø
1,2
0,8
0,4
0
Juni Juli August
1997 1998 1999 2000 2001
Figur 43
Koncentrationen af klorofyl i Sommerfuglesø
og Langemandssø har varieret ganske meget
i løbet af de fem undersøgelsesår.
6
4
2
0
vandtemperaturen men lyset der er den
begrænsende faktor for primærproduktionen
på dette tidspunkt. Mens isen langsomt
smelter, går væksten i planteplanktonet
i stå. Det skyldes hovedsageligt, at
de meget begrænsede mængder af næringsstoffer
– især opløst kvælstof og fosfor
– bliver brugt op i løbet af kort tid.
Mængden af planteplankton (klorofyl)
Dinobryon er en hyppig og iøjnefaldende
slægt af gulalger. De 4-8 mm lange fl agelbærende
celler sidder i små "huse" som igen
danner større kolonier.
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
varierer fra år til år og mellem de to søer
(fi gur 43), og noget af denne variation kan
forklares ud fra år til år ændringer i mængden
af næringsstoffer. Forskelle i søernes
generelle klorofylindhold må til gengæld
skyldes andre forhold som bl.a. planteplanktonets
artssammensætning og indirekte
fi skene (se nedenfor).
Den korte men livlige
fødekæde
Samfundet af planteplankton i de to søer er
typisk for næringsfattige arktiske søer. Der
er repræsentanter for slægter af især furealger
(Dinophyceae) og gulalger (Chrysophyceae),
men der er også grønalger (Chlorophyceae)
og kiselalger (Diatomophyceae).
En typisk og hyppigt forekommende gulalgeslægt
er Dinobryon (se foto), panserfl
agellaterne er repræsenteret ved Gymnodinium
spp. og Peridinium spp., og blandt
grønlagerne dominerer især Koliella longiseta.
Derudover fi ndes der forskellige nøgne
fl agellater og små grønalger.
Vi har kun registreret mængden og fordelingen
af de forskellige arter af planteplankton
i to år (hhv. 1999 og 2001), men
da disse repræsenterer år med hhv. sen og
tidlig afsmeltning af isen, er det muligt at
se på forskellene på de to søer (fi gur 44). I
1999 lå isen langt ind i juli, og den gennemsnitlige
vandtemperatur var derfor lav. Det
år udgjorde gulalger og furealger tilsammen
93% af den totale mængde planteplankton
i Sommerfuglesø. I den dybere og koldere
Langemandssø udgjorde furealgerne 89%
af planteplanktonet. I 2001 smeltede isen
ca. to uger tidligere. Det år var planteplanktonet
helt domineret af gulalger (94-95%
af den totale mængde af planteplankton)
i begge søer. Den samlede mængde planteplankton
var omtrent dobbelt så stor i
2001 som i 1999 for begge søer hvilket
passer godt med det højere næringsstofniveau
(fi gur 41).