Internet udgave

76
Boks 22
Reproduktionsstrategier
Specielt i de højarktiske egne hvor landpattedyrene ikke alene
er udsatte for strenge vintre, men også for store udsving i adgangen
til føde, er selve timingen af drægtighedsperioden og
fødselstidspunktet af afgørende betydning for ynglesuccesen.
Målet er at ungerne skal være robuste ved sommerens begyndelse,
så de kan vokse sig stærke i løbet af sommeren. De store
klovdyr (rensdyret og moskusoksen) har en lang drægtighed
(ca. 8 måneder) da ungerne kort efter fødslen i maj skal være
klar til at følge moderen. Sneharens drægtighed er meget kortere
(7 uger), og de parrer sig derfor i april. Rovdyr har brug for
at være smidige og hurtige, og de kan således ikke bære på deres
fostre så lang tid. Ungerne er derfor meget hjælpeløse ved
fødslen og stiller store krav til pasning. Ydermere skal hunnen
være i god foderstand for at kunne opfostre ungerne.
Rovdyr har to muligheder for at time fødselstidspunktet i
forhold til deres primære føde. De kan parre sig tidligt om foråret
(polarræv, polarulv) for at føde i maj måned hvor udbudet
af byttedyrenes unger kulminerer. Det stiller store krav til senvinterens
føderessourcer, og det er netop her strenge vintre
med mange dødsfald blandt f.eks. moskusokser kan være udslagsgivende
(fi gur 40). Men et lemming-vintermaksimum kan
også udløse en god ynglesucces hos polarræven der kan få op
til 12 hvalpe.
Hermeliner, sæler og isbjørne benytter sig af den anden
mulighed. De har alle forlænget drægtighed: Det befrugtede
æg sætter sig først fast i livmoderen senere i graviditeten
(hermelin: 9-10 måneder, sæl: 3-5 måneder, isbjørn: 5-6 måneder).
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
Hermelinen udnytter et godt lemmingår til at opbygge
gode fødereserver der året efter giver store kuld. Sæler parrer
sig på isen om foråret, men da de også skal føde deres
unger på isen bliver de nødt til at vente til næste år med
fødslen.
Isbjørnens primære jagtmarker er fastis og pakis som rummer
det største jagtpotentiale i foråret hvor sælerne har deres
unger og fælder deres vinterpels.
For at bjørneungerne kan være klar til at følge moderen
skal de fødes kort efter nytår midt i den arktiske vinter. De
har da fi re måneder til at forøge deres vægt fra 5-600 gram til
ca. 12 kg. Derfor starter udviklingen af fosteret hos isbjørne
først når den drægtige hun går i vinterhi i oktober.
Halsbåndlemmingen er modsat de førnævnte i stand til at
yngle året rundt. Lemmingerne lever under snedækket i vinterhalvåret
og er derfor mindre udsatte for vinterens barske
betingelser. Desuden har de god adgang til føde det meste
af året. Lemminger har derfor ikke særlige tilpasninger som
dem der er beskrevet for prædatorerne ovenfor. Lemmingerne
kan under gunstige forhold reproducere sig med enorm hast
pga. en kort drægtighed, kort yngelpleje, store kuld (op til
seks unger) og adskillige kuld pr. år.
Hermeliner har forlænget drægtighed
så ungerne fødes i det tidlige forår,
og ungerne vokser op mens føden i form
af lemminger er maksimal.
Foto: Aurora Photo/Mads Forchhammer