Internet udgave

32
CO 2-optaget ved fotosyntese kan opveje
CO 2 -udslippet fra den biologiske nedbrydning
i jorden (fi gur 6). Den periode hvor
CO 2-optaget overstiger CO 2-udslippet, benævnes
her vækstperioden. I den periode
sker der en ophobning af kulstof i økosystemet.
Normalt kulminerer vækstsæsonen
sidst i juli og først i august. På 74° nordlig
bredde er der midnatssol helt hen til midten
af august, og specielt omkring Sankt
Hans er den så stærk at det grønne plantedække
kan have et netto CO 2-optag i næsten
alle døgnets timer (fi gur 7).
I slutningen af august kommer den første
nattefrost, bladene begynder at falme
og fotosyntesen ophører. Da jorden stadig
er forholdsvis varm, fortsætter den mikrobiologiske
nedbrydning af organisk materiale.
Økosystemet mister her noget af det
kulstof som blev opbygget ved fotosyntese
i løbet af sommeren.
I den efterfølgende periode aftager dagens
længde og solhøjden hurtigt, og allerede
i løbet af september kommer døgnets
middeltemperatur under frysepunktet, området
dækkes af sne og vinterforholdene
med meget lavt CO 2-udslip dominerer igen.
CO2-flux (mg C pr. m2 pr. time)
40
20
0
-20
-40
-60
-80
-100
0 3 6 9 12 15 18 21 24
CO2
-udslip
CO 2-optag
Tid (timer)
Da der ikke er målinger fra vinterperioden,
er det samlede udslip fra september til maj
i stedet blevet modelleret til et CO 2-udslip
på 6 g C pr. m 2 pr. år.
Plantesamfund
og udveksling af CO 2
I det højarktiske landskab er der en tæt
sammenhæng mellem landskab og vegetationstyper.
På arealer med et stabilt men
moderat snedække om vinteren fi ndes således
ofte en hedevegetation med kantlyng
som den mest almindelige art. Hvis man
måler hvor mange kvadratmeter blade der
er pr. kvadratmeter jordoverfl ade, så kommer
man til ca. 0,2. Dette mål betegnes
bladareal-indekset og forkortes LAI efter
den engelske betegnelse Leaf Area Index.
I lavninger i terrænet hvor grundvandet står
højt, er der vådområder – kær – med tykke
tørvelag. Vegetationen består af halvgræsser.
Den er tæt med et bladareal som i højsommeren
er over 1,0, og CO 2-optaget er
derfor også langt større end på heden. To
års målinger af CO 2-udvekslingen i netop
dette økosystem viser et årligt C-budget
på -41 g C pr. m 2 pr. år – altså et C-optag.
Figur 7
Kantlynghedens CO2-udveksling i løbet af et
døgn (beregnet som gennemsnit af 5. og 6. juli
2000). I fi re nattetimer er der svagt CO2-udslip mens resten af døgnet har netto CO2-optag. Bemærk at nedadrettet CO2-fl ux regnes negativ
mens en opadrettet regnes positiv.
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
Udveksling af CO 2
fra år til år
Figur 8 viser udvekslingen af CO 2 på heden
for de tre år (1997, 2000 og 2001) hvor der er
foretaget CO 2 -målinger. Det takkede forløb
skyldes at de meteorologiske forhold – især
temperaturen – varierer fra dag til dag, og
dermed varierer fotosyntesen og respirationen
også. Der er store forskelle fra år til år
for det maksimale CO 2-udslip (de positive
værdier) både med hensyn til størrelse og
tidspunkt. I 1997 var der et stort udslip under
snesmeltningen, mens det i 2000 var
klart mindre. I år 2001 var CO 2-udslippet
igen lidt større, og udslippet ved snesmeltningen
og i sensommer var næsten ens.
Den største forskel mellem de tre år ses
dog på det tidspunkt hvor vækstsæsonen
begynder (tabel 2). I 2000 startede vækstsæsonen
2-3 uger tidligere end i 1997 og
2001. Årsagen til dette er snedækket (fi -
gur 8). Både 1997 og 2001 var relativt normale
år med sammenhængende snedække
på heden indtil slutningen af juni hvorimod
snedækket i 2000 allerede var nede på 50%
i starten af juni. Sneen kunne derfor ikke
forsinke CO 2-udslippet.
Foto: Biofoto/Erik Thomsen