Internet udgave

56
1999 – et ugunstigt år
Én ting er at stort set det samme antal fugle
vender tilbage til yngleområdet hvert år, noget
ganske andet er om de får noget ud af
anstrengelserne. En række klimatiske og
biologiske faktorer kan påvirke resultatet,
hvoraf de mest afgørende er:
1 Snedækket først i juni når vadefuglene
skal lægge æg, kan være så udbredt at
fuglene må udskyde æglægningen. Det
betyder at ungerne har kortere tid til at
vokse sig store og stærke inden vinteren.
Dette kan både skyldes at fuglene skal
have passende store arealer at sprede
rederne på, så de ikke er for lette at fi nde
for rævene, og at det udbredte snedække
forhindrer fuglene i at få mad nok
(se boks 18).
2 Hvis æglægningen forsinkes enten pga.
for meget sne eller for lidt føde, lægger
fuglene færre æg.
3 Dele af bestandene kan undlade at yngle
fordi snedækket og mængden af føde
er ufordelagtigt.
4 Prædation fra ræve m.v. kan betyde tab
af mange æg og unger.
5 Perioder med dårligt vejr kan betyde tab
af mange æg og unger.
I Zackenberg har vi mulighed for at belyse
alle disse faktorer.
I 1999 var snedækket væsentligt tykkere
og mere udbredt end i de andre undersøgelsesår,
og analyser af satellitbilleder viste at
snesmeltningen dette år var det allerseneste
i de sidste 13 år. Omvendt var snesmeltningen
i 1995 og 2000 blandt de tidligste i den
samme periode. De ynglende vadefugle
havde fl ere forskellige reaktioner på den
megen sne i 1999 og det deraf følgende lave
antal byttedyr (fi gur 27). For det første startede
fuglene æglægningen 1-2 uger senere
end i de tidligt snefrie år. For det andet
lagde de i gennemsnit 5-10% færre æg
Boks 18
Foto: Inger Meltofte
Vadefugle i højarktisk Grønland
Mange arktiske fugle bringer proteinreserver
med sig op til yngleområderne
fra de sidste forårsrastepladser, så de
kan starte æglægningen umiddelbart
efter ankomsten. På det tidspunkt er
det meste af tundraen dækket af sne,
og søer, damme og kyster har stadig
metertyk is. Helt nye undersøgelser fra
bl.a. Zackenberg viser imidlertid at det
forholder sig anderledes med vadefuglene.
De er helt afhængige af lokal føde
i form af insekter og edderkopper for
at kunne producere et kuld æg der ofte
vejer næsten lige så meget som moderfuglen
selv.
Derfor er både antallet af ynglende
vadefugle i de enkelte områder og tidspunktet
for deres æglægning stærkt
Vadefuglene er den dominerende fuglegruppe
på tundra og fjeldheder i højarktisk
Grønland både hvad angår antallet af
arter og individer. 11 forskellige arter af
vadefugle yngler regelmæssigt i Grønland,
og ni af arterne fi ndes overvejende
– eller udelukkende – i den højarktiske
del. Disse arter foretrækker områder, hvor
vegetationen er helt lav hvilket er tilfældet
i højarktisk Grønland. Vadefuglene optælles
på ski og snesko i juni. Stenvender.
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
afhængigt af hvor store de snefrie vegetationsdækkede
arealer er. Det er her fuglene
skal fi nde føde de første uger efter
ankomsten. Vadefuglene lægger nemlig
æg så tidligt som muligt for at give ungerne
den længst mulige periode til at æde sig
store og stærke, inden de skal ud på det
lange træk over Nordatlanten til rastepladserne
i Nordvesteuropa. Jo tidligere
æggene bliver lagt, desto stærkere når
ungfuglene at blive inden vinteren sætter
ind i begyndelsen af september – og desto
større chance har de for at overleve efterårstrækket.
Mængden af sne aftager fra syd til nord
i højarktisk Grønland (se boks 1). Det samme
gør mængden af vegetation. Planterne
får nemlig det meste af deres vand når
Foto: Biofoto/Erik Thomsen