Internet udgave

TEMA-rapport fra DMU 41/2002
De forudsigelige
– fødespecialisterne
Selv om der endnu kun foreligger få års
oplysninger, er det allerede på nuværende
tidspunkt muligt at se enkelte simple mønstre
mellem byttedyr og rovdyr. Det gælder
især for fødespecialisterne.
Hermelinen er den mindste prædator
i Højarktis, og med sine bare 125 g er den
ikke meget større end de største halsbåndlemminger.
Den lever hele sit liv i samme
habitater som halsbåndlemmingen, og udbredelsen
af halsbåndlemming og hermelin
er da også fuldstændigt sammenfaldende
i Grønland. Det indirekte mål for mængden
af hermeliner er derfor også tæt knyttet
til lemmingernes vinterindeks, her målt
som antallet af vinterreder (fi gur 38). Som
hovedregel topper antallet af hermeliner
året efter lemmingerne. Som mange andre
mårdyr har hermeliner forlænget drægtig-
Antal reder tømt af hermelin pr. km2 Antal vinterreder pr. km2 14
Karupelv
Zackenberg
400
12
10
Lemming
vinterreder
Reder tømt
Lemming
vinterreder
Reder tømt
300
8
6
af hermelin
af hermelin
200
4
2
100
0
0
1987- 1989- 1991- 1993- 1995- 1997- 1999-
88 90 92 94 96 98 2000
Figur 38
Figuren viser at lemmingerne ved Karupelv og Zackenberg har svinget
synkront i de sidste syv år hvor der har været undersøgelser i begge
områder, mens hermelinerne har reageret delvis forskelligt. Det fremgår
tillige at udsvingene i bestanden af lemminger er størst ved Karupelv
(forskellen mellem bund og top er større). Derimod er der størst
udsving i Zackenberg hvad angår antallet af vinterreder der er tømt af
hermelin. Karupelv ligger 220 km syd for Zackenberg, og oplysninger
herfra er venligst stillet til rådighed af B. Sittler.
hed. Det betyder at det befrugtede æg først
sætter sig fast i livmoderen et stykke tid
efter parringen (se boks 22 side 76). Hermelinen
kan derfor ikke reagere øjeblikkeligt
på den rigelige føde, lemmingerne med
jævne mellemrum udgør. Og dog! I sommeren
1998 som var et topår for lemminger,
observerede vi det hidtil største antal
hermeliner i Zackenbergdalen samt fl ere
kuld på op til seks unger. Dette umiddelbare
sammenfald af hermelin- og lemmingetop
i vinteren 1997/98 skyldes efter al
sandsynlighed lemmingernes sommertop
i 1997 (se kapitel 9). Ved Karupelv kan der
være lignende høje lemmingtal i opbygningsfasen
(vinteren 1988/89), men uden
den samme respons i hermelinbestanden.
Denne åbenlyse forskel mellem de to lokaliteter
kan sandsynligvis forklares ved det
markant større antal sneugler ved Karupelv
som kan være med til at holde antal-
75
let af hermeliner længere nede end mængden
af føde ellers gav mulighed for.
Anderledes ser det ud for lille kjove
hvor de samme individer i høj grad vender
tilbage og besætter de samme territorier
år efter år. Antallet af kjover svinger
således kun lidt, men antallet af ægkuld
er tydeligt afhængigt af lemmingbestandens
størrelse ved ankomsten i juni (fi gur
39). Æglægning hos lille kjove er afhængig
af at moderfuglen kan opretholde en
god foderstand efter ankomsten i juni. Hvis
bestanden af lemminger er lav, er det kun
en mindre del af kjoverne der kan skaffe
tilstrækkeligt med føde så de bliver i stand
til at lægge æg. Selv om kjoverne danner
par og opretter territorier om foråret er det
således langt fra givet at de påbegynder æglægning.
Kun de år hvor føden er god og
rigelig, dvs. i lemmingår, lykkes det størstedelen
af kjoverne at lægge æg.
Antal Par af lille kjove
30
Reder
Klækkede unger
25
Flyvedygtige unger
20
15
10
5
0
1996 1997 1998 1999 2000 2001
Figur 39
Hvert år etablere 20-25 par små kjover territorier i Zackenbergdalen,
men antallet af lemminger er afgørende for, hvor mange af dem der
yngler (sammenlign med fi gur 38). Kun de år hvor der er mange lemminger
tidligt på sæsonen, lægger kjoverne æg og får nogle få unger
på vingerne. Rævene æder resten.