Internet udgave

54
Boks 17
Vadefugle på forhindringsløb året rundt
Ynglepladser
Overvintring
Trækruter
Arktisk fl askehals
De fl este arktiske vadefugle er i virkeligheden
bedst tilpassede livet på de meget
føderige vadefl ader langs tidevandskyster
på tempererede og tropiske breddegrader.
En gang om året må de imidlertid forlade
"luksuslivet" i syd og trække nordpå til
tundra, sne og is for at yngle (se boks 17).
Her må de voksne fugle nøjes med insekter
og edderkopper i stedet for de langt
mere næringsrige orme, snegle, krebsdyr
og muslinger, og meget tyder på at det er
under disse barske forhold man skal fi nde
en af de væsentligste "fl askehalse" i vadefuglenes
livscyklus. I hvert fald har føden
og dens tilgængelighed afgørende betydning
både for hvor tæt vadefuglene yngler
i et område, og hvornår de lægger æg
(se boks 18). "Flaskehalsen" påvirker i stor
udstrækning fuglenes mulighed for at
producere levedygtigt afkom, men den
påvirker kun sjældent de voksne fugles
overlevelse.
Relativt stabile bestande
Vadefugle lever normalt længere end andre
fugle på samme størrelse. De er meget trofaste
overfor de yngle-, raste- og overvintringsområder
de en gang har valgt. Har
de succes med yngelen ét år, er der også
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
De fl este vadefugle tilbringer 9-10 af årets måneder på vadefl ader
langs tidevandskyster i tempererede og tropiske områder.
Deres lange ben og næb gør at de er perfekt tilpasset livet her.
De kan udnytte de enorme mængder af orme, snegle, krebsdyr og
muslinger der lever lige under vadernes overfl ade, og som bliver
blotlagt ved hvert lavvande. Men kun få vadefugle kan yngle sådanne
steder. Vadefugle lægger deres æg i en lille fordybning i
jorden, og det er derfor let for de mange prædatorer at tømme
rederne hvis de ligger for tæt. De nyklækkede
unger kan heller ikke udnytte vadefl adernes rigdom
på føde på samme måde som de voksne fugle, der to gange i
døgnet fl yver frem og tilbage mellem de vidtstrakte vadefl ader
og højvandsrastepladserne på land. Vadefugle fodrer nemlig
ikke deres unger. Ungerne kan gå få timer efter de er kommet
ud af ægget, og de må selv vandre rundt og fi nde deres føde.
Langt hovedparten af de 8-9 millioner vadefugle der lever
langs Europas og Vestafrikas kyster, må derfor hvert forår trække
de tusinder af kilometer op til Nordeuropa, Nordsibirien og
højarktisk Grønland og Canada for at formere sig (se fi gur A for
Figur A
Kort over trækruter og rastepladser
for de islandske ryler der yngler hhv. i
højarktisk Grønland/Canada og Nordsibirien
(Efter H. Meltofte & J. Fjeldså:
Fuglene i Danmark).
stor sandsynlighed for at de vælger det
samme sted og den samme mage året efter.
Men vi har kun meget få oplysninger om,
hvordan bestandene af arktiske vadefugle
ændrer sig fra år til år og over en længere
årrække. Således fandtes der praktisk taget
ingen oplysninger fra højarktiske områder
før Zackenberg Forskningsstation
blev etableret i 1995.
Seks års undersøgelser er ikke meget når
vi skal vurdere disse forhold. De hidtidige
erfaringer tyder dog på at vadefuglebestandenes
størrelse ved Zackenberg varierer
relativt lidt fra år til år (fi gur 26), især
når man tager i betragtning at der er en vis