Internet udgave

58
(vadefugle lægger normalt fi re æg, men
dette år var der væsentligt fl ere kuld med
to og tre æg). Endelig opgav en del af fuglene
tilsyneladende helt at yngle. De strejfede
rundt enkeltvis og parvis indtil de sluttede
sig sammen i småfl okke for at opbygge
muskler og fedtreserver til trækket sydpå
igen. I alle tre forhold var stenvenderne
– og tilsyneladende også de islandske ryler
– hårdest ramt. Vi talte da også langt
færre fl yvedygtige ungfugle i "opfedningsområderne"
ved fjordkysten i august end
normalt (fi gur 27). Faktisk vurderede vi at
kun 30-50% af stenvenderne lagde æg i
1999.
Da stenvenderen og den islandske ryle
generelt undgår snerige områder, forventede
vi også at netop disse to arter ville reagere
voldsomst. Det er også de to arter der
tilsyneladende har haft de største kendte
svingninger i bestandene i løbet af de sidste
100 år. Produktionen af unger hos de
andre vadefugle var tilsyneladende ikke
væsentligt påvirket. Antallet af ungfugle
ved kysten i august var helt på højde med
de andre år.
Lemminger, sultne ræve
og tomme vadefuglereder
Undersøgelser af nordsibiriske vadefugle
og gæs har bl.a. vist at antallet af ungfugle
der dukker op om efteråret i de vesteuropæiske
og afrikanske overvintringsområder
er væsentlig mindre de år hvor lemmingbestanden
i Nordsibirien er brudt
sammen efter et såkaldt lemmingår (se
kapitel 9). Årsagen er at de mange ræve
der blev født og overlevede i lemmingåret,
hærger blandt de jordrugende fugles
æg og unger det efterfølgende år, indtil
manglen på lemminger også får rævebestanden
til at gå ned pga. sultedød eller
udvandring.
Vi har endnu ikke kunnet påvise det
samme forhold for højarktisk Grønland
hvor vi ellers også ser store svingninger i
antallet af lemminger. Vores hidtidige oplysninger
fra Zackenberg kan heller ikke
bekræfte en sådan simpel sammenhæng.
Her er det tilsyneladende antallet af ræve
der er aktive i undersøgelsesområdet de
enkelte år der er afgørende for vadefuglenes
ynglesucces.
Figur 27
Mediandatoer for første æg og ægkuldstørrelser for sandløber, alm. ryle og stenvender samt
summen af fl yvedygtige vadefugleunger for alle arter samlet (logaritmisk skala) og for stenvender
separat optalt i deltaerne ved kysten i august i relation til snedække i yngleområdet og leddyr
fanget i fælles-fødesøgningsområdet i Gadekæret 3.-17. juni 1995-2001.
Den negative effekt af den sene snesmeltning i 1999 ses i alle parametre undtagen antallet af
unge vadefugle generelt, hvor de fl este arter arter trods alt havde "normal" ynglesucces. Derimod
havde den meget tidlige snesmeltning i 2000 ikke en tilsvarende positiv effekt. Dette år var
vadefuglenes yngel blot "normal". Den sene æglægning og de lave kuldstørrelser i 2001 skyldes
at de fl este fundne ægkuld dette år var omlagte efter at fuglene havde mistet første kuld pga.
en snestorm midt i juni (se yderligere i teksten).
TEMA-rapport fra DMU 41/2002
Mediandatoer for første æg, juni
0 Stenvender
5
10
15
20
25
Almindelig ryle
Sandløber
30
1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Gennemsnitlig antal æg pr. kuld
4,1
3,9
3,7
3,5
Stenvender
3,3 Almindelig ryle
Sandløber
3,1
1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Antal unge vadefugle
10.000
1.000
100
10
0 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Antal unge stenvendere
200
150
100
50
0 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Snefrit land (procent) 10. juni
50
40
30
20
10
0
1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Antal insekter og edderkopper
1.200
1.000
800
600
400
200
0
1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001