en analyse af den statslige regulering og ankesystemet - Social

56
Kapitel 6 Ankesystemets formål, organisering mv.
sker en reel prøvelse af, om han har fået den hjælp, lovgivningen tilsigter. Hertil kommer borgernes
og samfundets interesse i, at der via ankeudøvelsen sker en kontrol med administrationens
individuelle afgørelser og generelle forskrifter i henhold til lovgivning.”
Lægmandselementet har således sin rod i socialreformskommissionen, hvor man fandt det
væsentligt, at der i behandlingen af de sociale sager deltager medlemmer, der ”repræsenterer
befolkningens almindelige opfattelse” for at undgå ”at ankemyndighedens medlemmer
kan blive betragtet som teoretiske eksperter uden tilstrækkelig jordforbindelse.”
Sigtet med oprettelsen af Ankestyrelsen i 1973 var således at få en samlet social ankemyndighed
og dermed en helhedsvurdering af de sociale sager, en effektiv retsbeskyttelse for
borgerne, og så vidt muligt disse mål tillod det, en hurtig sagsbehandling.
6.2 Ankeinstansernes klagebehandling
Ankemyndighedernes hovedopgave er at behandle klager fra borgerne. Derudover har både
de sociale nævn og Ankestyrelsen ifølge retssikkerhedsloven til opgave at yde vejledning og
koordinere praksis på området, jf. nedenfor afsnit 6.3.
Som det er illustreret i figur 6.1 er udgangspunktet på det specialiserede socialområde, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse som 1. instans. Når en borger klager over en kommunal
afgørelse, indgives klagen til kommunen, som genvurderer sin afgørelse (remonstration).
Hvis kommunen ikke omgør sin afgørelse, sendes klagen videre til nævnet med en sagsfremstilling.
De sociale nævn træffer herefter afgørelse som 2. instans (1. klageinstans).
Nævnenes afgørelser kan som udgangspunkt ikke påklages til anden administrativ myndighed,
men Ankestyrelsen kan beslutte at tage en sag op og træffe afgørelse som 3. instans (2.
klageinstans), hvis sagen har principiel eller generel karakter. Det er Ankestyrelsen, der vurderer,
om en sag har principiel eller generel karakter og derfor skal antages til behandling.
Ankestyrelsen fungerer derudover som 2. instans (1. klageinstans) i afgørelser truffet af kommunernes
børn- og ungeudvalg, det vil sige tvangsmæssige foranstaltninger på børneområdet.
Ankestyrelsen kan derudover tage sager op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at
kommunalbestyrelsen ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller truffet de
fornødne afgørelser i konkrete sager på børneområdet. Det kan ske på baggrund af en konkret
henvendelse, en pressesag eller via en søskendesag, der behandles i Ankestyrelsen. I
egen drift sagerne træffer Ankestyrelsen i et vist omfang afgørelser som 1. instans. Det vil sige,
at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse om foranstaltninger, uden at det sker på baggrund
af prøvelsen af en forudgående kommunal afgørelse.
Det specialiserede socialområde – en analyse af den statslige regulering og ankesystemet · Juni 2011