en analyse af den statslige regulering og ankesystemet - Social

Kapitel 7 Ankemyndighedernes beføjelser
Samlet set prøver ankesystemet både overholdelsen af sagsbehandlingsregler mv. såvel
som overholdelse af mere komplekse principper som fx ligebehandlingsprincip og kompensationsprincip.
Derudover kan det fx i lovbemærkninger til den enkelte bestemmelse være fastsat retningslinjer
for, hvilke kriterier kommunen skal lægge til grund for sin (skønsmæssige) afgørelse, lige
som ankesystemets praksis kan være med til at fastlægge nogle generelle retningslinjer,
som er med til at opstille nogle rammer for anvendelsen.
Endelig kan der være forhold i den konkrete sag, der gør, at en afgørelse er underlagt en mere
intensiv prøvelse. Det gælder både i ankesystem og for domstolene. Jo mere indgribende,
den konkrete afgørelse er i forhold til borgeren, jo mere intensivt kan den efterprøves 4 , det
følger blandt andet af proportionalitetsprincippet 5 . Det forhold, at afgørelsen lider af alvorlige
formelle mangler, kan desuden føre til en mere intensiv prøvelse. Det antages således – med
støtte i retspraksis – at det forhold, at en kommunal afgørelse er mangelfuldt begrundet og
dokumenteret, kan føre til en mere intensiv prøvelse.
7.4.3 Prøvelsens historik
Den nuværende formulering i retssikkerhedslovens § 69 om prøvelsen i det sociale ankesystem
blev indført ved en lovændring, der trådte i kraft 1. juli 2002. Der var tale om en præcisering
af de sociale ankeinstansers mulighed for at efterprøve kommunernes afgørelser, hvilket
blandt andet skulle understrege borgernes retssikkerhed ved også at kunne klage over
skønsmæssige afgørelser.
Formuleringen afløste den tidligere formulering, som lød: ”Det sociale nævn og Ankestyrelsen
kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en
afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen”.
Når det er nødvendigt at trække tråde tilbage til den ændring af retssikkerhedsloven, der skete
i 2002, er det, fordi diskussionerne omkring ændringen stadig udgør et væsentligt bidrag til
at forstå rammerne for ankesystemets prøvelsesadgang.
Det fremgår af forarbejderne til den oprindelige ordlyd, at det var yderst vigtigt, at ankeinstansernes
prøvelse ikke er snævrere end domstolenes. Den ændrede formulering af bestemmelsen
var ikke en ændring af gældende ret, men en præcisering af, hvad de sociale nævn
og Ankestyrelsen efterprøver.
Når det var nødvendigt at præcisere ved en lovændring, var det på baggrund af en udvikling,
hvor domstolenes efterprøvelse gik i retning af en mere og mere intensiv prøvelse sammenholdt
med en tvivl om bestemmelsens rækkevidde i forhold til ankeinstansernes prøvelses-
4 I forhold til særligt indgribende afgørelser har lovgivningsmagten besluttet, at ankemyndighedernes prøvelse
skal udstrækkes til en fuld indholdsmæssig prøvelse af et skøn, selvom dette eventuelt er foretaget inden for lovens
rammer. Det vil sige, at retssikkerhedslovens § 69 ikke finder anvendelse på disse sager. På socialområdet
kan ankemyndighederne således foretage en fuld prøvelse og dermed tilsidesætte et i øvrigt lovligt udøvet skøn i
forhold til børn og unge udvalgets afgørelser samt afgørelser om optagelse i botilbud uden samtykke, hvis en anden
afgørelse vurderes mere rimelig eller hensigtsmæssig.
5 Hans Gammeltoft Hansen m.fl. ”Forvaltningsret, 2. udg., s. 542.
Det specialiserede socialområde – en analyse af den statslige regulering og ankesystemet · Juni 2011 71