en analyse af den statslige regulering og ankesystemet - Social

96
Kapitel 10 Barrierer for styring
Kommunerne peger således på, at de vage målgruppeafgrænsninger gør det vanskeligt at
afstemme forventninger med borgerne. Borgerne kan eksempelvis have en forventning om at
blive kompenseret uanset omfang af funktionsevnens nedsættelse – eller på baggrund af en
diagnose, der ikke nødvendigvis indebærer en betydelig funktionsnedsættelse.
Samtidig kan sagsbehandlingen blive unødigt tung, fordi der skal sagsbehandles og argumenteres
for afslag i sager, hvor borgerne reelt er uden for målgruppen, eller hvor hjælpen
ikke falder inden for den mulige indsats ifølge bestemmelsen.
Ligeledes tilkendegiver kommunerne, at de vage målgruppeafgrænsninger gør det vanskeligt
at konkretisere serviceniveauer og dermed vanskeligt at vurdere tildeling af ydelser på baggrund
af fastlagte serviceniveauer. Det er endvidere opfattelsen, at ankesystemet i en række
afgørelser efterlader begrænsede muligheder for, at kommunerne kan foretage vurderinger
eller fastlægge serviceniveauer generelt.
Det skal dog hertil bemærkes, at der ikke i lovgivningen gives mulighed for lokal afgrænsning
af målgruppen for en ydelse. Ankesystemet har således blandt andet til opgave at sikre, at
der sker en ensartet behandling i forhold til, om borgere falder inden for målgruppen.
10.2 Udfordringer varierer mellem bestemmelser
Ifølge kommunerne varierer styringsrummet mellem de forskellige bestemmelser. Eksempelvis
fremhæves merudgiftsydelserne og hjælpemiddelparagrafferne i bred forstand som særdeles
elastiske og vanskelige at styre både i forhold til at afgrænse målgrupper og indsats.
Dette understøttes blandt andet af, at det især er på disse områder, kommunerne har erfaring
med ankesager.
Dertil betoner kommunerne, at lovgivningen på voksenområdet er relativt opdelt, og at dette
særligt er en udfordring i forhold til kravet om at foretage en helhedsvurdering af den eller de
indsats(er), der kan afhjælpe borgerens behov. Omvendt er det opfattelsen, at der på børneområdet
er et større rum til at styre og prioritere indsatsen. Dette begrundes blandt andet
med, at samlingen af børneområdet i en udredning (serviceloven § 50) og en indsatsvifte
(serviceloven § 52) understøtter en resultatorienteret tilgang til borgeren og sikrer overblik
over den indsatspakke, der iværksættes.
10.3 Vanskelig oversættelse fra generelt til konkret
Kommunerne finder det vanskeligt at ”oversætte” et generelt serviceniveau til en konkret, individuel
afgørelse. Kravet om den konkrete, individuelle vurdering indebærer således, at serviceniveauer
alene kan blive vejledende for den generelle prioritering, men ikke direkte kan
lægges til grund for konkrete afgørelser. Det betyder, at kommunerne i praksis kan have problemer
med at implementere de politisk vedtagne prioriteringer i kommunen.
Det specialiserede socialområde – en analyse af den statslige regulering og ankesystemet · Juni 2011