andango - Syntetisk tale

opgave
2
132
havde fortalt mig om et ansigt. De mørke øjne, som sad lidt for tæt
på hinanden, smilet, lettet og fjernt, hørte ikke med til mors historie.
Smilet havde været virkeligt, øjnene havde set på mig.
Ingen kunne finde på øjne som disse.
4. Hvad er anderledes i Viktors version af historien i forhold til
mors?
Jakob
Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på Viktor. Måske var det noget, han
bildte sig ind? Jeg kan ikke huske så langt tilbage. Mine første billeder
er fra dengang, jeg var omkring tre. Vampyrtænder i munden på en
pædagog i vuggestuen, en vaffelis i snavset på gaden – smadret og
fuld af mørk jord. En tallerken, der var gået i stykker, jeg havde brugt
den som hat. Ikke nogen brønd, ikke noget gult sommerhus og slet
ikke noget ansigt.
Måske ville Viktor bare have opmærksomhed? Måske var det kun
en ond drøm. Det sagde alle til ham: Det er noget, du har drømt.
Men jeg har aldrig været helt sikker. Var der nogen, der ville myrde
min bror? Var det én, der havde dræbt andre, og var det én, der ville
prøve igen?
Det var ikke sådan, at vi konstant gik rundt og tænkte på det. Der
lå 12 år mellem dengang og nu. Det var sket i en flække i Jylland –
vi boede på Nørrebro i København. Kun indimellem begyndte vi at
spekulere.
Historien var en gyser uden slutning.
Chancen for at finde slutningen på historien kom sidste sommer, da
Sammy, vores bedste ven i klassen, spurgte, om vi havde lyst til at
tage med ham på ferie. To uger hos hans farfar i Jylland. Først var
vi ikke meget for det. Men så nævnte han navnet Hulsmose, og med
ét var det noget helt andet: Hulsmose var jo stedet, hvor ulykken var
sket!
„Hvorfor siger du altid, at din farfar bor i Jylland?“ skældte vi
Sammy ud.
„Fordi Hulsmose ligger i Jylland,“ svarede Sammy. „Og hvorfor har
I altid sagt, at jeres sommerhus lå i Aalborg?“
„Fordi Hulsmose ligger tæt på Aalborg.“
Denne sommer fik vi en slutning på historien.
Viktor har ikke sovet alene siden.