andango - Syntetisk tale

– Man vil altid gerne se, hvad der er bagved tingene, sagde
PipHans. – Hver eftermiddag skulle der gøres rent i buret, og så
åbnede han det, det var han nødt til, og så greb jeg chancen. Jeg flagrede
op. Tobias blev så forskrækket, at han trådte et skridt tilbage, og
ud fløj jeg, væk var jeg, og her er jeg.
– Hold da op, sukkede hun. – Bare det var mig.
– Nu har du sagt det to gange, sagde PipHans, – og om lidt siger
du det nok for tredje gang, men uanset om du siger det fire gange, så
hjælper det dig ikke.
– Næ, sukkede hun.
Da PipHans var fløjet, han skulle ud og undersøge verden på kryds
og tværs, sad hun og tænkte på hans fantastiske historie.
Hønsene kom ind, én efter én og skottede bekymret til hende. De
satte sig tæt op af hende, og hun lagde armene om dem. Hun var glad
for dem, helt bestemt, men nu vidste hun, både oppe i hovedet og i
kroppen, at hun var nødt til at forlade dem.
Hvad skulle hun sige til dem?
Ville far Kykkeli ikke lægge hovedet på skrå, og sige:
– Har du det ikke godt nok her hos os, lille Gokl?
Hun ville nok komme til at savne dem alle sammen, men hun var
altså ikke en høne, det vidste hun nu, de måtte også vide det, hun hørte
hjemme et sted udenfor.
Men hvordan kom hun ud?
Hele natten sad hun og tænkte på det udfarende ved undulatens
historie. Hønsene sad vinge ved vinge på pinden og skuttede sig i hver
sin drøm.
Der var stille og mørkt omkring hende, men også trygt.
Hvordan ville der være udenfor?
Hvor stor var verden egentlig?
Det havde PipHans ikke kunnet give noget svar på, det var det, han
var ved at undersøge, men verden var meget større end hun kunne
forestille sig, for bag skoven var der noget andet, ligesom der var
noget på den anden side af åen. Sådan fortsatte det, så man næsten
skulle tro, at verden var rund.
Hun kunne ikke finde på andet at gøre end at efterligne PipHans.
Når det var lykkedes for ham, så kunne det måske også lykkes for
hende.
Næste dag, da det var omkring den tid, hvor mennesket skulle
komme med mælk og bananer, lå Gokl og pressede øjet ind i
dørsprækken. Hun så kvinden komme gående, mægtig stor og i en sort
kjole, som nåede ned til jorden.
209