andango - Syntetisk tale

224
Han hørte et råb under sig, men han koncentrerede sig fuldstændig
om at holde balancen, mens han stirrede mod brandtrappen. Nærmere
og nærmere kom den, skridt for skridt. Det lød, som om råbene kom
langt borte fra.
– Se, linedanseren, det er fantastisk.
– Der er cirkus i byen.
Hold da op, de troede, han var en rigtig cirkusartist. Med bankende
hjerte tog han endnu et skridt fremad. Snoren gnavede sig ind i hans
fodsåler. Nu var der ikke langt hen til brandtrappen. Han skævede til
siden. Jo, far stod der endnu.
Da han nåede brandtrappen, var han så gennemblødt af sved, som
om han havde taget styrtebad med tøjet på. Folk klappede. Han løb
fuld af forventning ned ad trappen, over til sin far.
– Hvor har du den tøjsnor fra? spurgte far og gned sig i ansigtet
med den ene hånd, som om han trak en maske af.
– Øh, sagde Asmus og mærkede, hvordan han krympede.
– Det er vel ikke en, du har taget nede i vaskekælderen, for så bliver
der en fandens ballade, det ved du. Nu piller du den snor ned og afleverer
den, og så snakker vi ikke mere om det.
Asmus mærkede, at han efterhånden var så lille, at han kunne krybe
i et musehul, men så let gav han ikke op. Han ville vise dem noget, så
de blev nødt til at rose ham og være stolte af ham.
Han besluttede sig for at gøre noget, som ingen andre havde gjort
før. Ideen fik han ved at iagttage en fugleunge. Den stod først på
jorden og baskede med vingerne, den løftede sig i vejret og kom op på
en sten, derefter fortsatte den højere og højere op, indtil den til sidst
kom helt op til reden i træet. Nu var den udlært. Den kastede sig ud og
fløj af sted, og det var tydeligt at se, hvor stolt forældrefuglene blev,
de roste deres unge med muntre pip, mens Asmus gik i gang med at
øve sig.
Der kom bud fra skolen, de kunne nok ikke forstå, hvor Asmus blev
af, så måske var han syg, men der var ingen hjemme, da de troppede
op, mor og far var på arbejde, og Asmus øvede sig i at flyve. Det gik
faktisk udmærket. Han havde lavet to flotte vinger af fjer, han havde
fundet på stranden og limet sammen. Vinden greb godt fat i de brede
vinger, og to gange blev han ligefrem væltet omkuld.
I begyndelsen havde han ikke kræfter nok i armene, han blev for
hurtigt træt, men efter at have øvet sig i ugevis blev han så stærk som
en vægtløfter. Da han første gang hævede sig op over jorden ved at
baske med de fastspændte vinger, blev han så jublende glad, at han