andango - Syntetisk tale

hun kunne klare sig ude i en verden, der var så forfærdelig stor, at hun
allerede var blevet væk? Det var, som PipHans havde sagt, når man
stødte på et eller andet, så var der altid noget bagved igen.
Det havde ikke nogen ende.
Hun havde haft en far og en hel masse mødre, nu havde hun ingen.
Nu var hun alene, sulten, og tørstig.
Naturligvis havde hun lært et og andet i hønsehuset, helt hjælpeløs
var hun da heldigvis ikke. Da den forfærdeligt skarpe sol, der konstant
brændte huller i skyerne og stirrede ondskabsfuldt ned på hende,
endelig gik ned i en rød sæk, vovede hun sig frem fra sit mudderhul.
Hun bøjede sig ud over vandet, sugede lidt vand ind i munden,
og lagde på hønemanér nakken tilbage for at lade vandet glide ned i
halsen. Ah, det var dejligt.
Da vandet blev roligt foran hende, trak hun pludselig hovedet til
sig, fordi hun troede, hun så nogen dernede.
Uha, det gav et slemt mavekneb.
Kunne det passe? Der kunne vel ikke sidde nogen dernede i vandet?
Skulle hun stikke af eller undersøge sagen?
Forsigtigt lænede hun sig lidt frem og stak en hånd ned i vandet,
helt ned til bunden.
Sådan hang det altså sammen.
– Jeg kan gøre sådan og sådan, sagde hun, – og så gør billedet
dernede det også sådan og sådan, det er fordi det er mig.
Hun satte en finger på næsetippen.
Hun lavede grimasser.
Det var virkelig hende selv. Hun var bestemt ikke nogen kylling,
ikke en fjer havde hun tilbage på kroppen, fordi hun havde plasket så
forvirret rundt ude i åen. Hendes hud var hvid og blød. Hvordan skulle
hun nu kunne holde varmen?
Det var faktisk ved at blive lidt koldt.
…
Hun gik i nordlig retning, men der var ingen hønsegård at se, derfor
drejede hun rundt og gik først mod vest, før hun igen drejede af og gik
mod øst.
Hun kom til veje, hvis asfalt var så slidt og gammel, at den flere
steder var forsvundet i græs. Hun kikkede sig til alle sider. Hun
lyttede.
Alt her var afsides og øde.
Da hun så en skramlende og rusten bøtte gøre holdt et stykke borte,
211