andango - Syntetisk tale

20
værre var det, at søsteren havde hugget båden. At hun havde tilladt sig
at rane den lige for næsen af ham, vel vidende, at det var det eneste,
han tænkte på, det eneste han levede for.
Han sparkede til en sten, slog foden og lagde sig fladt på ryggen,
så op i den matsorte nattehimmel. Lukkede øjnene og faldt til ro,
mærkede trætheden lægge sig om sin krop. Han lyttede til det sagte
bølgeslag og lå egentlig ganske dejligt. Duften af det salte hav
forvandlede sig til slørede drømmebilleder af skællede havfruer.
Man sagde, de kunne synge. Toms far var en af de få, der havde hørt
dem. Havfruer synger vuggeviser, sagde han. Vidunderlige, blide
vuggeviser.
Da han igen slog øjnene op, brændte solen over horisonten.
Havet var lyserødt og sort. På en bundgarnspæl sad en pelikan og
knebrede.
Tom holdt hånden over øjnene og fik straks øje på sin søster.
Hun sad i jollen ikke ret langt ude, og synet var uudholdeligt. Båden
vuggede på de riflede bølger, selv sad Feodora med siden til stranden,
rank som et siv. Den kulørte parasol gjorde synet endnu mere uudholdeligt.
For hun sad der bare. Vidste, at han iagttog hende. At han
natten lang havde bandet og svovlet og teet sig.
Han kunne mageligt svømme ud til hende, men den fornøjelse
skulle hun ikke have. Han kunne vente.
Men kunne han virkelig vente? Var der tid til det? De andre lykkejægere
kunne for længst have delt rovet mellem sig. Mens den magre
tøs sad til skue.
Tom satte kniven mellem tænderne og skulle netop til at svømme
ud, da han så hende begynde at stage.
Hun gav sig god tid og så ud til at nyde morgenen. Var i sit bedste
tøj: den purpurfarvede kjole, som hun havde arvet fra sin mor. Det
ravsorte hår hang som en tyk fletning ned ad ryggen, hvor det nåede
hende til livet. Tilmed havde hun været i smykkeskrinet og rigtig
majet sig ud.
„Rigtig majet sig ud,“ snerrede han.
Da hun var så langt inde, at de kunne høre hinanden, trak hun åren
op, og lod, som om hun blev overrasket over at se ham. Til trods for,
at hun havde siddet derude i timevis med det ene formål: at tirre ham.
Tom bed tænderne sammen og trippede utålmodigt.
„Åh, er det dig, Tom.“ Hun skyggede for solen, skønt hun havde
den i ryggen.
„Hvem skulle det ellers være?“ råbte han.