Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
204<br />
Moren var glad for sit lille barn, ingen tvivl om det, når det ikke<br />
kunne være anderledes.<br />
– Du skal hedde Ingrid, sagde hun, for det var det første navn, hun<br />
kom i tanke om.<br />
Hun gav hende bryst, nynnede ved vuggen, og bagefter var der<br />
pudder og tør ble. Men den lille melodi hun nynnede var blandet med<br />
både vemod og hjertesuk.<br />
Hun gik pustende til og fra, og selv om hun modstræbende tvang<br />
sig selv til at se lyst på tingene, så var der store problemer. Det var<br />
besværligt for hende med sådan et lille barn. Det var umuligt at tage<br />
hende med ned på værkstedet, det kunne man ikke byde så lille en<br />
baby. Alle disse høje stemmer. Larmen fra folk der stod og savede i<br />
brædder og slog søm i.<br />
Hvad skulle hun stille op?<br />
Lade et spædbarn være alene en hel dag kunne hun heller ikke, og<br />
når man boede ude på landet, på en afsides gård i et ensomt landskab,<br />
så var der ikke lige en flink nabo, som kunne tage sig af stumpen.<br />
Hendes barn skulle ikke være et institutionsbarn og vokse op i<br />
trange larmende stuer, hvor børnene var klumpet sammen. Og dagplejemødre<br />
havde alt for travlt med at drikke kaffe og ryge cigaretter.<br />
Noget må jeg gøre, tænkte hun.<br />
Derfor endte det med, at hun meldte sig syg, så hun kunne passe<br />
Ingrid, selv om hun ikke var meget for at pjække på den måde. Hun<br />
ville så grumme nødigt lyve.<br />
Hun fortalte en brøsig og mistænksom værkstedsleder, at hun havde<br />
høj feber. Men den gik ikke i længden, så enten kom hun på arbejde,<br />
eller også kom de og kontrollerede, om hun nu virkelig også var syg.<br />
Der sad hun med et lille barn på armen. Hvis hun ville have noget at<br />
leve af og være i stand til at be<strong>tale</strong> sin tv-licens, så blev hun nødt til at<br />
arbejde. Ja, hun var tvunget til det. Det sagde samfundet.<br />
Hun havde lille Ingrid på armen, da hun var ude og fodre hønsene.<br />
Hønsene skulle også passes. Sådan var der tusind ting. Hun kunne<br />
ingenting, uden at den lille var med, og da hun kom til at tænke på, at<br />
hun havde ansvaret for hende de næste atten år, brød hun grædende<br />
sammen.<br />
Men så fik hun en ide.<br />
Hønsene.<br />
Hun havde hørt, at børn havde godt af at vokse op sammen med<br />
dyr. Var det egentlig ikke på sin plads, at de dovne høns gjorde noget<br />
for føden?
Change language