andango - Syntetisk tale

212
anede hun ikke, at det var en bil. Da den brummede, troede hun det
var et dyr af en slags.
Hun stod ret op og ned og kunne ikke bestemme sig til, hvad hun
skulle gøre.
Et menneske med hår på hagen steg ud af bilen. Han så underlig ud,
pilskaldet var han med et mægtigt ar, der løb fra øre til øre.
– Hvad har vi her? Han grinede sort. – Et vildt og forsømt og splitternøgent
menneskebarn.
Han kikkede sig hurtigt omkring.
Det samme gjorde Gokl.
Ingen andre end de to var at se i det store øde.
Endelig fik hun magt over de lamslåede fødder, så de kunne løbe
væk med hende. Hun drejede rundt og sprang over grøften. Men hun
kom ikke langt, før hun faldt.
Manden var hurtig.
– Haps, grinede han.
Da hun åbnede munden for at skrige, lød det i hans øre, som når
man fangede en høne for at hugge hovedet af den.
– Du er jo mere dyr end menneske, sagde han. – Så, så, lille hønsepige,
du skal ikke være forskrækket, doktor Frankel er ikke så slem,
som han ser ud.
Han kikkede igen rundt.
– Ikke engang en ko på græs, sagde han.
Han slæbte hende op til den rustne bøtte og puttede hende om bag i
bagagerummet.
Gokl blev kastet frem og tilbage, puffet, slået, mast og klemt fra fod til
isse. Der var bratte sving og buler på den vej, det gik fra bakketop til
bakkedal, så det kildede i maven, og der var kulsort i det smalle ildelugtende
rum, hvor det var svært at trække vejret.
Hun lå og undrede sig over, hvor hun var, om hun måske var i
maven på et stort dyr?
Nej, det troede hun alligevel ikke. Nu huskede hun også svagt noget
fra dengang hjemme i hønsehuset. Hun havde ligget øverst oppe og
kikket ud af hullet, og hun havde set mennesket sætte sig ind i sådan
en tingest.
På en måde var det lidt hjemligt at ligge i et smalt rum efter luren
under åben himmel. Hun kunne rulle sig sammen, at det var kulsort
generede hende ikke, det var hun vant til.
Men hvad var det for et menneske, der havde fanget hende? Han så
mærkelig ud med det der kæmpear og øjnene, som nok var skjult bag