andango - Syntetisk tale

…
Niels kunne ikke få arbejde. Han var blevet grå på en anden måde,
ligesom mere musegrå, og faren var blevet mere irritabel når han lå
på divanen med Folkebladet over hovedet. En regnfuld aften havde
han skubbet avisen væk, rejst sig op i utide og truet med at slå sig
sammen med Røde Henry og blive kommunist. Røde Henry boede i
bagerens baghus med sin tyndhårede kone og deres ni børn, og lørdag
formiddag stod han foran Brugsen og solgte Land og Folk mens han
fortalte om verdens uretfærdighed. Men der var ikke ret mange der
ville høre på ham.
Moren havde slået hænderne sammen i forfærdelse. – Så er det ude
med os, var det eneste hun sagde.
Og faren lod det da også blive ved truslen.
En dag, lige før kartoffelferien, sad Niels på bænken ved mindestenen
da Albert kom forbi. Niels så ham ikke, han sad som om han
selv var en sten. Albert standsede, og inden han gik derhen, så han om
der kom nogen han kendte, men det gjorde der ikke.
– Hvorfor sidder du her? spurgte han.
Broren så på ham med øjne der så ud som om de var gået i stykker.
– Hvor skulle jeg ellers være?
Det vidste Albert ikke. Men det her var jo på en måde heltenes
plads. – Det var her de lagde kransen for Herman og Kristian, sagde
han og undgik Niels’ øjne.
Niels klappede med en beskidt hånd på bænken. – Kom og sæt dig,
sagde han.
Albert kunne ikke lide det. Men han satte sig alligevel.
– Der er ingen der forstår en skid, sagde Niels. – I tror I ved
hvordan det er.
– Hvad?
– Hvad? Krigen, mennesker, livet for fanden. Som om man kan
gøre en skid til eller fra.
– Jeg samler på ord, sagde Albert.
Niels vendte sig mod ham.
– Er du skør eller hvad?
Albert rystede på hovedet.
Niels sad lidt uden at sige noget. – Hvad bruger du dem til? spurgte
han så.
– Til så meget. Jeg giver tingene nye navne. Så de bedre passer. Og
i skolen sagde jeg til frøken Laursen at det måtte se pænt ud med hvid
sne på røde mirabeller. Så holdt hun op med at skælde mig ud.
153