andango - Syntetisk tale

– For selvom du ikke kunne gøre for det, så ødelagde du jo det hele
ved at blive syg, også for far og mor.
De tænker kun på dig og taler kun om dig.
Jeg ved godt, jeg ikke kunne være det bekendt.
Og hun skjuler ansigtet i sine hænder.
– Rikke.
Jeg siger det lige så stille.
– Vi har begge to tænkt forkert.
Men det var, fordi det var så svært.
Skal vi ikke bare være venner igen?
Rikke hulker højt.
– Jeg har savnet dig sådan, siger hun.
– Der er ingenting, der er sjovt uden dig.
Og hun omfavner mig.
Så tørrer vi begge to øjnene.
Og jeg peger på bakken med cola og slik.
– Lad os hygge os, siger jeg.
Og jeg beder hende fortælle om skolen.
Og om vores venner.
Om alt, hvad der er sket, siden jeg blev syg.
Musikskolen ved hun ingenting om, for hun har ikke været der længe.
– Du må begynde at spille igen, siger jeg.
– Jeg kommer ikke til at synge mere, men du skal være musiker, sådan
som vi havde planlagt. Lover du det?
Hendes øjne er igen blevet blanke af tårer, men hun nikker.
Og så fortæller jeg om Engel.
– Hun er kommet, fordi jeg skal dø, siger jeg.
– Og hun hjælper mig.
Derfor er det ikke så slemt længere.
– Men alt det, vi drømte om, siger Rikke, – det mister du, og jeg bliver
alene.
Ja –
jeg mister det.
Jeg bliver aldrig voksen.
Jeg kommer aldrig til at møde en mand.
Og jeg får ingen børn.
175