andango - Syntetisk tale

– Kom nu ikke for godt i gang! sagde hun vredt og rejste sig halvt
op i stolen. – Tag så og forsvind med dig!
Jeg kunne se, jeg ikke nåede længere, men sagde alligevel trodsigt:
– Jeg vil også gerne i skole. Alle andre går i skole.
– I skole, sagde hun og begyndte at le. – Du vil bare blive til grin,
sådan som du ser ud. Er du klar over, hvordan du ser ud?
– Hvorfor skal du altid minde mig om mit udseende?
– Nu skal jeg hente spejlet, sagde hun og rejste sig. – Skal vi kigge
lidt i spejlet?
Der gik panik i mig, og jeg løb skrigende ud af værelset, fulgt af
hendes skingre latter.
Nogle hundrede meter inde i skoven, godt skjult af tætte buske, lå
der et lille, forfaldent lysthus. Det var ovalt og bestod af et eneste rum.
Der var kulørte ruder hele vejen rundt, men mange af dem var gået i
stykker. Væggene var beklædt med muslingeskaller. Der var også en
pejs, og når det var koldt, tændte jeg somme tider op i den.
Lysthuset var blevet mere hjem for mig end min tantes store,
skumle hus, og næsten hver dag tilbragte jeg timer med at læse bøger
fra biblioteket.
Men den eftermiddag kunne jeg ikke koncentrere mig om at læse.
Når jeg tænkte på tante Mathildes opførsel, blev jeg både forvirret og
bange. Og af en eller anden grund følte jeg mig skamfuld på hendes
vegne.
29