andango - Syntetisk tale

16
ikke et hak bedre, og din næsvise datter med hendes skarpe tunge og
hovne sind skræmmer efterhånden så mange kunder væk, at jeg snart
må dreje nøglen om og se mig om efter et andet levebrød. Og hvad
skal der så blive af enkefru Collins og hendes to uægte unger, det ved
kun Gud.“
„Deres traktørsted er en lille guldgrube,“ indvendte Toms mor, der
stod bag værten i færd med at frisere hans sorte hår.
Selv sad señor Lopez i sin polstrede lænestol, der tre gange om året
måtte bygges om for at få plads til den enorme bagsmæk, der havde
fået tilnavnet Den tredje verden.
„Guldgrube,“ klynkede spanieren og knappede kravetøjet op, „hvad
ved du om de udgifter, man har, om de mange spekulationer en kroejer
må døje med. Tilmed er man udstyret med et vankelmodigt sind, som
du og dit afkom udnytter som tæger.“
Tom rystede på hovedet og begyndte at sætte stolene op på bordene
for at vaske gulvet.
„Og din datter tillader sig at svare mig igen,“ fortsatte Lopez, „jeg,
der er hendes eneste værn mod armod og sot. Jeg, der holder hånden
over hendes hoved, akkurat som jeg holder hånden over hendes mors
hoved og hendes broders hoved, den satans irer, i hvis sygelige øjne,
der gemmer sig en sand djævel. Han ånder ved gæller, gør han. Har
været så meget under vand, at hans åsyn er blevet grønt og vederstyggeligt.
Man nærer en slange ved sit bryst og sover dårligt om natten
ved tanken om, hvad knægten kan finde på, mens man ligger i sine
lagner.“
„Señor Lopez kan sove roligt,“ sagde Toms mor.
„Jamen, jeg sover ikke roligt. Værst er de historier, han finder på.
Løgn fra ende til anden. Det vælter ud af ham, når blot han åbner
munden.“
„Tom er en god dreng, det ved De udmærket, señor. Han har en
livlig fantasi, men det er ikke det samme som at lyve.“
„Han er en slyngel, og hans søster er hovmodig, fræk og spydig, og
gør sig morsom på ens vegne. Som om man har skabt sig selv.“
„Jeg skal tale med Feo, señor Lopez.“
Moderens rolige, dybe stemme lagde som regel en dæmper på den
tykke vært.
Samtalen var drejet over på det faste emne, der hed Feodoras skarpe
tunge. Et emne, Tom kunne tale med om. Tanken om, at halvsøsteren
allerede i nat ville få endnu en røffel, gav Tom nyt mod på livet og et
lille smil på læben, da han gik, for at skubbe slåen for døren.