andango - Syntetisk tale

– Det nytter nemlig ikke, sagde hun, hvis man ikke tror på sig selv.
Hvis der var nogen, som troede et hundrede procent på sig selv, så
var det Mester.
Men verden var som sagt større, end han havde forestillet sig, og
han var ikke det eneste barn i den. Faktisk var der mange børn, børn
af mange forskellige slags; nogle kunne det ene, mens andre kunne
det andet, men Mester var klar til at konkurrere med hvem som helst,
stensikker på at vinde.
Da han kom i den rigtige skole, hvor verden virkelig udvidede sig, gik
det for alvor op for ham, at der var noget galt. På fodboldbanen blev
bolden taget fra ham den ene gang efter den anden, og hans hold tabte
5-0. Det var et chok, derfor reagerede han ikke rigtigt, han kunne ikke,
ja, han troede ikke, det kunne passe. Det måtte være, fordi han var
syg. Men det samme skete i næste kamp, bolden blev taget fra ham, de
andre driblede let uden om ham, faktisk var der ikke rigtig nogen, der
ville have ham med på holdet, fordi de ikke syntes, han var god nok.
Han blev rasende og slog en dreng i ansigtet med en knytnæve.
Dommeren fløjtede, og Mester fik det røde kort.
Bedre gik det ikke i musikundervisningen. Mor havde skaffet ham
den bedste spillelærer, men da spillelæreren havde hørt Mester trutte i
fløjten, rystede han på hovedet, og tre uger senere erklærede han uforskammet,
at Mester ikke havde for fem øre talent. Mor blev rasende,
men hun slog ikke spillelæreren, hun brast i gråd, og far måtte trøste
hende og love hende en uges ekstra ferie i Rom.
Meget bedre gik det heller ikke, når Mester stod og tegnede og
malede sammen med de andre børn. Han behøvede ikke nogen til
at fortælle ham, at mange af børnene var dygtigere, end han var, det
kunne han selv se. Han blev så rasende på en, der hed Minna, som
havde tegnet verdens flotteste solnedgang over Mexico, at han rev
hendes tegning i bittesmå stumper.
Selv om mor og far blev ved med at sige, at han ikke skulle give op,
at hans billeder alligevel var de bedste, at han nok skulle blive berømt
engang, når verden forstod, at han havde været langt foran sin tid, så
begyndte han at indse, at de havde narret ham.
Nu begyndte det for alvor at gå ned ad bakke. Han var ikke den
første og den bedste til at læse eller regne eller slå flikflak i gymnastiksalen.
Han var altid bare nummer to eller måske nummer tre, og det
var ingenting værd, det vidste han, så meget havde han da lært. Han
måtte indkassere det ene nederlag efter det andet, og det sank i bøtten
229